Jonas Collett, 1772-1851, norsk embedsmand og politiker. Collett havde et nært samarbejde med Christian Frederik (Christian 8.) og spillede som regerings- og statsrådsmedlem en fremtrædende rolle i de norske bestræbelser for at hævde selvstændigheden i 1814. Efter foreningen med Sverige vedblev han at være medlem af statsrådet; i 1822 blev han leder af Finansdepartementet, og 1829-36 var han tillige den norske regerings formand. Collett indtog en hovedrolle i opbygningen af et selvstændigt norsk statsstyre. I 1836 måtte han tage sin afsked pga. uenighed med Karl 14. Johan om indre norske forhold.