Jessie Kleemann

Jessie Kleemann er født i Upernavik og opvokset her samt i Aasiaat. Som helt ung flyttede hun til Nuuk og derefter videre til Danmark for at uddanne sig. I 1977-1978 var hun i en periode ved Tuukkaq Teatret i Fjaltring, hvorefter hun flyttede tilbage til Nuuk, hvor hun blev del af Grafisk Værksted.

I begyndelsen af 1980'erne rejste Kleemann til Sápmi (Lapland) og fik forbindelse til en række kunstnere i og omkring den samiske kunstnergruppe Mázejoaku, også kaldet Masi-gruppen. Masi-gruppen brugte blandt andet kunsten i protesterne mod Alta-vandværket i Norge samt i en kamp for at sætte oprindelige folks rettigheder på den politiske dagsorden ikke bare i Norge, men internationalt. Dette møde blev formgivende for Kleemanns kunst. Efterfølgende tog hun blandt andet initiativ til et par udstillinger med grønlandske og samiske kunstnere.

I perioden 1984-1991 var Kleemann leder af Grønlands Kunstskole. I midten af 1990'erne var hun sammen med en gruppe kunstnere i Nuuk medstifter af den grønlandske kunstnersammenslutning KIMIK. Desuden stod hun bag en række poesifestivaller i Nuuk fra 2004-2006 og er mangeårigt medlem af Kalaallit Atuakkiortut/Grønlands Forfatterforening.

Kleemann har været del af internationale performancegrupper såsom Wolf in the Winter og har været tilknyttet Live Art Denmark. Kleemann har som performancekunstner haft flere længere samarbejder, bl.a. med forfatteren Iben Mondrup (f. 1969) og musiker og komponist Søren Gemmer (f. 1984). Siden 2002 har Jessie Kleemann været bosat i København.

Videoværket Kinaasunga er Jessie Kleemanns første performative værk skabt til hendes første soloudstilling i den gamle gymnastiksal ved Ilinniarfissuaq i Nuuk tilbage i 1988.

I Kinaasunga har Jessie Kleemann malet en sort firkant hen over munden, og med øjenkontakt med kameraet laver hun nogle indestængte eller kontrollerede bevægelser. Lydsporet er et af Kleemanns digte, Kinaasunga, som gentages og forvrænges. Digtet blev senere en del af digtsamlingen Taallat Digte Poems (1997).

Performancen tager udgangspunkt i identitet og traume. Kinaasunga kan både oversættes til spørgsmålet hvem er jeg? og til udsagnet hvem jeg er. Traume som en tilstand og en bevægelse, som noget personligt og privat og som noget kulturelt og historisk er et gentagent tema, Kleemann undersøger og forsøger at gennemtrænge både i performances, poesi og malerier med et udgangspunkt i kroppen.

Værket Kinaasunga var samtidig en eksperimenterende afsøgning af andre veje at gå med kunsten end maleri og grafik, som indtil da havde været Kleemanns primære medier.

I performanceværket Orsoq, der er opført adskillige gange siden 2005, lægger Kleemann sælspæk (orsoq) på kroppen. Hun smører det glinsende og olierende spæk hen over huden. Hun ”skærer” det ud af kroppen fra flere lag stof eller fra en papkasse med en ulu, der er en traditionel grønlandsk kniv, som oftest bliver brugt af kvinder til at flænse sæler og præparere indersiden af skindet.

"Det er sælspæk som metode, jeg er interesseret i", har Jessie Kleemann udtalt. Sælspæk er både en spise, men kan også fordærves og lugte. Grønlændere er blevet set ned på af danskere, fx på grund af deres deres madvaner, herunder orsoq. I kolonitiden var spæk og tran en vigtig handelsvare for Danmark og en af hovedgrundene bag koloniseringen af Grønland. Alle disse lag af betydninger er på spil i performancen Orsoq, hvor også publikums eget behag eller ubehag er i spil.

Kleemann inddrager ofte publikum, og med sin brug af genstande såsom orsoq, perler, skibskiks, plastikblomster, mel, plastik og tråd i sine performances, genforhandler hun vores forståelse af og forventninger til disse genstandes brug og betydninger.

En vigtig komponent i mange af Kleemanns performances er den nøgne krop; ikke en seksualiseret krop, men den krop, sårbarhed og nøgenhed vi alle bærer med os. Ligeledes trækker hun på maskedans (uaajeerneq) i både mimik og kropsprog, som af og til bevæger sig på grænsen mellem det absurde og groteske, mellem alvor og humor.

Perlekravekjole // Nuilarmiut Takisuut fra 2012 er en perlekrave, som ikke stopper henover skuldrene, men går helt ned over fødderne, næsten som en rustning. Værket skabte Kleemann sammen med en gruppe kvinder fra Grønland, der er bosat i Danmark. Værket var blandt andet en refleksion over de oprørte og vrede reaktioner på den danske modedesigner Peter Jensens (f. 1969) brug af grønlandske kamikker i sin kollektion, hvor han gav dem høje hæle.

Kleemann udforsker med dette værk idéen om urørlighed i forhold til kulturelle genstande, men også hvordan samme urørlighed bearbejdes og tilpasses over tid. For eksempel kom perlerne oprindeligt til Grønland med hvalfangerskibene og senere koloniskibene. Perlekraven begyndte som en lille bort om halsen og er igennem de sidste par hundrede år vokset ned over skuldrene.

I værket Perlekravekjole // Nuilarmiut Takisuut er perlekraven blevet til en rustning eller en ubærlig puppe, og Kleemann stiller blandt andet spørgsmålet, hvad der sker, hvis kultur stagnerer og ikke udvikler sig.

Netop bevægelsen og det sammensatte – det som forandrer sig, indoptager og bliver noget andet henover tid – er en tematik, som kan genfindes i flere af Kleemanns ikke bare performative værker, men også i hendes poesi, hvor hun ofte arbejder med flere udsigelsespositioner, som umærkeligt glider ind og ud af hinanden og blandes.

Jessie Kleemanns digte bevæger sig oftest imellem forskellige sprog og blander grønlandsk, dansk og engelsk. Hun har udgivet to digtsamlinger: Taallat Digte Poems (1997) med illustrationer udført i samarbejde med billedkunstner Rikke Diemer og Arkhticós Dolorôs (2021).

Jessie Kleemann har siden tiden på Grafisk Værksted arbejdet med maleriet. De tidlige malerier var figurative, særligt selvportrætter og kvindekroppe, hvor de senere snarere har karakter af bevægelse samt spor af kroppen og ofte i store formater.

Jessie Kleemann er blandt andet repræsenteret på Nuuk Kunstmuseum, Grønlands Nationalmuseum & Arkiv og Statens Museum for Kunst (SMK).

Hun har deltaget i talrige kollektivudstillinger samt haft soloudstillinger såsom Tiden løber løber tiden på SMK i 2023, Lá. Læ. Likja. Magna. på Rønnebæksholm i 2023 samt Assak i Aarhus Kunsthal i 2012.

Jessie Kleemann modtog i 2023 Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat. I 2024 modtog hun hædersprisen fra Carl-Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat.

Iben Mondrup (f. 1969) udgav i 2012 monografien Qivittoq om Jessie Kleemanns performancekunst. I 2023 udkom Stine Lundberg Hansens (f. 1982) interviewbog Samtaler med Jessie Kleemann.

• KIMIK
• Grønlands Kunstskole

• Grønlandsk billedkunst

• Jessie Kleemanns hjemmeside