Tuukkaq Teatret har til huse på gården Dalgård ved Fjaltring. Foto 2010.

.

Tuukkaq Teatret, før 2001 Tûkak Teatret, er et teater i Fjaltring i Lemvig Kommune, der blev grundlagt i 1975 af Reidar Nilsson (f. 1945), med en kortere træning ved Odin Teatret som baggrund.

Faktaboks

Etymologi
Navnet Tuukkaq er grønlandsk tuukkaq 'harpunspids', ældre retskrivning tûkaκ.

Teatret var fra begyndelsen et rent grønlandsk eksperiment til uddannelse af grønlandske skuespillere samt opførelse af forestillinger med emner hentet i den grønlandske kultur.

I 1980 blev teatret egnsteater i Lemvig Kommune og åbnedes for deltagere fra andre oprindelige folk. Det blev således fra 1985 et internationalt ensemble, som spillede i egen teatersal i Fjaltring og på turnéer, især i Grønland, Canada og Alaska. Forestillingen Inuit blev i 1978 udsendt af DR-TV. Det grønlandske teater Silamiut, stiftet i 1984, har sin rod i Tuukkaq. Teatret gik konkurs i 1994.

Tuukkaq huser fortsat en grønlandsk etnografisk samling, og teatersalen benyttes endnu lejlighedsvis til koncerter, mv.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig