Faktaboks

Jean-Antoine Houdon
Født
1741
Død
1828

Jean-Antoine Houdon, 1741-1828, fransk billedhugger. Jean-Antoine Houdon modtog 1761 akademiets store skulpturpris og var 1764-68 i Rom, hvor han inspireredes af såvel antikkens kunst som af Giovanni Lorenzo Bernini.

Salonen i Paris udstillede han i 1771 bl.a. sin portrætbuste af Denis Diderot, den første af talrige fremragende personskildringer af såvel medlemmer af den franske kongefamilie og udenlandske fyrster som politikere og intellektuelle.

En buste af François de Voltaire fra 1778 efterfulgtes af den berømte statue af den siddende forfatter (1779-81, Comédie-Française, Paris).

Jean-Antoine Houdons mesterværk er den monumentale Diana (gips 1776, museet i Gotha; marmor 1780, Gulbenkian-museet, Lissabon), en syntese af 1500-tallets franske manieristiske ynde og antikkens klassiske stil, udført til en af de vigtigste samlere af Houdons arbejder, hertugen af Sachsen-Gotha.

Blandt Houdons senere værker er monumentet for George Washington (marmor, 1793) i State Capitol i Richmond, Virginia, og terrakottabusten af Napoleon (1806, Musée des beaux-arts, Dijon).

Læs mere om fransk billedkunst.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig