Jane Eaglen

Faktaboks

Jane Eaglen
født:
4. april 1960

Jane Eaglen er en britisk dramatisk sopran, uddannet på Royal Northern College of Music i Manchester hos Joseph Ward. Jane Eaglen fik sit internationale gennembrud i 1991 som Donna Anna i Wolfgang Amadeus Mozarts Don Giovanni på Scottish Opera i Glasgow, men blev i det følgende årti især berømt for rollerne som Brünnhilde i Richard Wagners musikdrama Nibelungens ring og som Norma i bel canto-komponisten Vincenzo Bellinis opera Norma.

Siden 1999 har Jane Eaglen boet i USA, hvor hun regelmæssigt har optrådt på de store operascener i New York, Chicago, San Francisco og Seattle. Af Wagner har hun desuden sunget Isolde i Tristan og IsoldeMetropolitan Opera i 2000 og Senta i Den flyvende hollænder på Seattle-operaen i 2007 samt Elisabeth i en Tannhäuser-indspilning i 2002, som fik en Grammy for Best Opera Recording. Jane Eaglen blev i 1994 og 1999 udnævnt til Seattle-operaens Artist of the Year.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig