Faktaboks

James A. Baker
Født
28. april 1930

James A. Baker, James Addison Baker, f. 28.4.1930, amerikansk politiker. Baker var oprindelig advokat med speciale i selskabsret, men som kampagneleder i 1976 og 1980 for hhv. Gerald Ford og George Bush skabte han sig et ry som en dreven politisk taktiker i Det Republikanske Parti. I 1981-85 var han Ronald Reagans stabschef og 1985-88 finansminister, i 1988 Bush' kampagneleder og 1989-92 udenrigsminister.

Bakers embedsperiode som udenrigsminister var præget af den kolde krigs ophør og etablering af den nye verdensorden. Han samarbejdede tæt med Mikhail Gorbatjov om omfattende nedrustningsaftaler, ligesom han støttede genforeningen af Tyskland inden for NATO. Under Golfkrigen i 1991 bidrog han til at samle den internationale alliance og fik gennem personligt diplomati indledt den arabisk-israelske fredsproces. Baker blev anerkendt som en dygtig forhandler, der pga. sit tætte forhold til Bush havde stor indflydelse på udformningen af USA's udenrigspolitik, men samtidig førte en forsigtig politik uden de store visioner; han blev kritiseret for at ignorere Asien og for ikke i tide at have forudset Jugoslaviens opløsning. Efter Bush' afgang i 1993 vendte Baker tilbage til det private erhvervsliv. I 2006 stod Baker i spidsen for en tværpolitisk kommission nedsat af Det Hvide Hus til at analysere USA's engagement i Irak. Kommissionen foreslog et brud med den hidtidige linje, bl.a. tilbagetrækning af amerikanske soldater fra Irak og en øget diplomatisk indsats i regionen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig