Faktaboks

J.J. Pindborg
Født
17. august 1921
Død
6. august 1995

J.J. Pindborg, Jens Jørgen Pindborg, 17.8.1921-6.8.1995, dansk tandlæge og patolog. Han fik tidligt interesse for det mikroskopiske udseende af sygdomsforandringer i mundhulen og etablerede det første histopatologiske laboratorium på Tandlægehøjskolen i København, hvor han var professor 1959-91.

Han arbejdede sideløbende med patientundersøgelser på Rigshospitalet og samlede på den måde et enestående materiale af sygdomsmanifestationer i mundhulen.

Dette materiale blev grundlaget for en række billedatlas, som han udgav alene eller i samarbejde med danske og internationale kolleger, og som er oversat til en række sprog.

J.J. Pindborg interesserede sig især for kræftforstadier i mundhulen (leukoplakier) og foretog bl.a. i Indien en række undersøgelser af sammenhængen mellem beteltygning og mundhulekræft. I de senere år ledede Pindborg WHO's arbejdsgruppe vedrørende mundhuleforandringer ved aids.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig