Faktaboks

Ismail Kadare

fransk stavemåde Ismaïl Kadaré

Født
28. januar 1936, Gjirokastra (Gjirokastër)
Ismail Kadare.
Ismail Kadare i 2002.
Ismail Kadare.
Af /Süddeutsche Zeitung Photo/Ritzau Scanpix.

Ismail Kadare er en albansk forfatter, der fik sit internationale gennembrud med romanen Den døde hærs general (1963, dansk oversættelse 1985), og som i 2005 blev den første modtager nogensinde af den Internationale Bookerpris.

Kadare har udviklet en særlig fortællestil, der blander historie og myter, realisme og poesi, tragik og komik med hinanden. Under det kommunistiske styre i Albanien 1945-1991 var han som en del af det litterære establishment en stærk fortaler for den socialistiske realisme. Kadare kredser bestandig om albanernes historie fra den tyrkiske erobring i midten af 1400-tallet og op til vore dage, fx i romanen Kastellet (1970). I romanen Krønike i sten (1971) tager Kadare en tråd op fra Den døde hærs general; besættelsestiden i hans fødeby Gjirokastër, der under 2. Verdenskrig blev indtaget af skiftende erobrere.

En del af Kadares romaner er oversat til dansk; ud over Den døde hærs general er udkommet Nichen i muren (1984, på dansk 1989), Hvem hjemførte Doruntine? (1986, på dansk 1990), Drømmenes palads (1981, på dansk 1994), Ufuldendt april (1978, på dansk 2000), Efterfølgeren (2003, på dansk 2006) og Agamemnons datter (2003, på dansk 2007).

Kadare har siden 1990 været bosat i Frankrig.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig