Faktaboks

Ingeborg af Sverige
Død
Roskilde
Levetid - kommentar
født ca. 1277, død enten 5. 4. 1319 eller 15. 8. 1319
Erik Menveds og dronning Ingeborgs gravminde
Erik Menveds og dronning Ingeborgs gravplade i Ringsted Sankt Bendts Kirke, stukket i bronze i Belgien og fæstnet til en sort kalksten. Gravmælet er det eneste bevarede danske eksempel på en gravtype, der er vidt udbredt i Nordvesteuropa. Parret er fremstillet i kroningsdragt. Han er iklædt en kappe med tre løver og mange hjerter, med sværdet i den ene hånd som symbol på den kongelige domsmyndighed og med scepteret som symbol på den kongelige værdighed i den anden hånd. Dronning Ingeborg holder en bønnebog som tegn på fromhed, mens de to hunde ved hendes fødder er tegn på trofasthed. Kongen kalder sig i indskriften „en retfærdig dommer over fattige og rige, når de havde ret”. Sammen med dronningen der døde samme år, 1319, beder han i indskriften dog alle han har forurettet om af deres godhed at tilgive ham og bede for hans sjæl.
Erik Menveds og dronning Ingeborgs gravminde
Af /Danmarks Riges Historie II, 1907.

Ingeborg af Sverige blev i en alder omkring de ti år trolovet med kong Erik 6. Menved i 1288, og gift med ham i 1296, hvormed hun blev Danmarks dronning. Hun var datter af kong Magnus Ladelås af Sverige og Helveg af Holsten.

Dronning af Danmark

Ingeborgs ægteskab var et led i kongeslægtens ægteskabs- og alliancepolitik, og hun synes ikke personligt at have spillet nogen politisk rolle.

Ifølge folkeviserne skal hun have været smuk og blid, og viserne priser hendes sans for retfærdighed og evne til at føle medlidenhed. Således skal hun i anledning af deres bryllup have bedt sin mand om at frigive nogle fanger. Folkeviserne omtaler hende altid som "den gode Frue".

Ingeborg og Erik havde otte børn, som dog alle døde som spæde. Dertil aborterede Ingeborg seks gange. I 1318 fødte hun en søn, men da hun ville vise tronarvingen frem for befolkningen, skal hun ifølge en legende have mistet taget om barnet, der faldt ud af hendes vogn, brækkede nakken og døde.

Efterfølgende indtrådte Ingeborg i Skt. Katarina kloster i Roskilde, sandsynligvis af sorg over hendes søns død. Her døde hun året efter. Hun ligger begravet i Ringsted Skt. Bendts kirke sammen med sin mand.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig