Faktaboks

Ib Friis
Født
12. januar 1945

Ib Friis er en dansk botaniker. Han var professor ved Københavns Universitet fra 1993 til 2015, fra 2004 tilknyttet Botanisk Afdeling af Statens Naturhistoriske Museum, fra 2015 som emeritus.

Ib Friis har fra 1970 arbejdet med afrikansk flora og vegetation på forskningsrejser til Etiopien og andre østafrikanske lande. Rejsernes resultater har han bl.a. behandlet i disputatsen fra 1991 om skovenes flora og plantegeografi i Etiopien, Djibouti og Somalia. Ib Friis har også beskæftiget sig med klassifikation af nældeordenen og andre grupper af frøplanter. Desuden har han skrevet om videnskabelig botanisk navngivning, om de botaniske resultater af ekspeditionen Den Arabiske Rejse, som Danmark sendte til Egypten og Yemen i 1761, samt om den botaniske illustrationskunsts historie.

Ib Friis har sammen med kolleger udgivet værker om flora og vegetation i Sudan (Flora of the Sudan-Uganda border area east of the Nile, 1998-2005) og Etiopien, Eritrea og Somalia (Biodiversity Research in the Horn of Africa Region, 2001; Atlas of the Potential Vegetation of Ethiopia, 2010; Plants and vegetation of NW Ethiopia, 2022, der revurderer vegetationen omkring Tanasøen og i Semien-bjergene), og om vegetationen i grænsezonen mellem Etiopien, Sudan og Sydsudan (The western Woodlands of Ethiopia, 2022), desuden om planternes diversitet generelt (Plant Diversity and Complexity Patterns – Local, Regional and Global Dimensions, 2005) og om videnskabelige samlinger af tropeplanter i museer, herbarier og botaniske haver (Tropical Plants Collections – Legacies from the past? Essential tools for the future?, 2017). Som leder af Københavns Universitets Botaniske Museum har han arbejdet for øget samarbejde med institutioner i ulandene. Han er medlem af det etiopiske videnskabsakademi, Kungliga Fysiografiska Sällskapet i Lund og Det Kgl. Danske Videnskabernes Selskab og er udenlandsk æresmedlem (’Foreign Member’) af Linnean Society of London.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig