Hymenaios

Hymenaios, (gr., afledt af et kultråb hymen, og måske beslægtet med hymnos 'korsang'), lat. Hymenaeus, Hymen, i græsk religion bryllupsguden, søn af Dionysos og Afrodite (eller af Apollon og en muse). Hymenaios, der fremstilles som en ung mand med bryllupsfakler i hænderne, er en personifikation af en bryllupssang: "Hymen, Hymen...o Hymenaios".

Et andet græsk ord hymen, der betyder 'tynd hinde, fascie', bruges i nutidens anatomiske sprog om 'jomfruhinden'; en forbindelse mellem de to ord findes ikke i den antikke litteratur.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig