muser

Muser er gudinder for inspiration i græsk religion. De ni muser er døtre af Zeus og Mnemosyne ('Erindringen'). I litteraturen optræder de som beskyttere af musik og digtning og af disse kunstarters udøvere.

Muserne blev dyrket i flere byer i Boiotien, og de mentes at bo på bjerget Helikon, i Pierien nær Olympen og på Parnassos ved Delfi.

Muserne er alvidende, og gennem dem får digtere et næsten profetisk indblik i fortid og fremtid. Særlig tydeligt fremgår det af museanråbelserne i de episke digte, fx "Sig mig nu, Muser, som bor i Olympens strålende sale, / I er gudinder, er overalt og har viden om alting, / vi kan kun lytte til sagn og ved ikke noget med vished —" (Homer: Iliaden, 2,484 ff.).

Muserne opfattes snart som individer, snart som en gruppe, men allerede Hesiod kendte i 700-tallet f.v.t. de ni muser ved navn. De er nært knyttet til Apollon Musagetes 'musernes fører'. Deres virkeområde blev i hellenistisk tid udvidet til kunst og videnskab i almindelighed (Museion). Først i romersk kejsertid finder man en (ofte varierende) fordeling af kunstarterne på de enkelte muser. Romerne identificerede muserne med camenerne.

I græsk kunst optræder en eller flere muser som et kor sammen med en lyrespillende Apollon; muserne er også til stede ved musikkonkurrencen mellem Apollon og Marsyas. I klassisk og hellenistisk tid fremstilledes muserne som draperede kvindefigurer med attributter som fx strengeinstrumenter i hænderne.

En berømt skulpturgruppe med Apollon, Leto og muser fra ca. 150 f.v.t. stod i Apollo Sosianus-templet i Rom; de ni muser ses på et relief fra ca. 125 f.v.t. i British Museum, London.

I romersk tid gengav man grupper af muser i mosaikker, vægmalerier og statuegrupper samt på sarkofager. Også i senere billedkunst har muserne været et yndet motiv, i renæssancen hos bl.a. Rafael.