Hvideruslands historie efter 1991

Parlamentet valgte på trods af sin sammensætning den reformorienterede og liberale kernefysiker Stanislau Sjusjkevitj til formand og dermed til statsoverhoved. I december 1991 var Sjusjkevitj vært, da Hviderusland sammen med Ukraine og Rusland opløste Sovjetunionen og dannede SNG, Sammenslutningen af Uafhængige Stater.

Sjusjkevitj mente, at Hviderusland skulle holde en neutral kurs. Han kom derfor i konflikt med parlamentets flertal, der ville knytte landet til det kollektive sikkerhedssystem, som Rusland ønskede at opbygge mellem SNG-landene, og 26.1.1994 afsattes han som parlamentsformand. Herefter indførtes et egentligt præsidentembede.

og ved valget 10.7.1994 valgtes formanden for parlamentets antikorruptionskomité, Aleksandr Lukasjenko, til præsident; under ham har Hviderusland søgt et tæt økonomisk og sikkerhedspolitisk samarbejde med Rusland, og ved en folkeafstemning i november 1996 sagde vælgerne ja til en række omdiskuterede forfatningsændringer, der gav præsidenten stærkt udvidede beføjelser. Parlamentet blev opløst og erstattet af et tokammerparlament, som ikke fik nogen reel indflydelse. Lukasjenkos præsidentperiode forlængedes samtidig fra 1999 til 2001; Lukasjenko har siden konsolideret sin magt og isoleret sig stadig mere fra Vesten. OSCE og EU anerkendte ikke forfatningen, og Europarådet suspenderede i 1997 landets observatørstatus. Også indadtil er forfatningen blevet kritiseret, men oppositionen har været splittet og er tilmed blevet hårdt bekæmpet.

Lukasjenkostyret har krænket menneskerettighederne, bl.a. ved at fængsle politiske modstandere og undertrykke ytringsfriheden. Parlamentsvalget i 2000 blev ikke anerkendt som demokratisk af OSCE og EU. I 2001 blev Lukasjenko genvalgt for fem år med 76 % af stemmerne; den eneste modkandidat fik 16 %. OSCE anerkendte ikke valget. OSCE anerkendte heller ikke parlamentsvalget i 2004, hvor oppositionen ikke fik valgt en eneste repræsentant. Ved en samtidig folkeafstemning fik Lukasjenko støtte til at blive på præsidentposten i mere end to perioder. Han har siden undladt at gennemføre politiske og økonomiske reformer, menneskerettighederne krænkes fortsat, og landet er blevet stadig mere isoleret fra omverdenen.

Det lykkedes oppositionen at samles i efteråret 2005 og enes om at opstille Aleksandr Milinkevitj (f. 1947) som fælles modkandidat til Lukasjenko ved præsidentvalget i marts 2006. Milinkevitj fik dog kun 6 % af stemmerne, mens Lukasjenko vandt med 83% af stemmerne. OSCE anerkendte ikke valget. Hviderusland har et nært forhold til Rusland. Siden 1996 har de to lande været i union med hinanden, hvilket senest er bekræftet af en aftale fra 1999, ifølge hvilken de to stater skal danne en konføderation med diverse fælles organer, men forblive suveræne. Aftalen var dog ikke ført ud i livet i begyndelsen af 2006. Hvideruslands forhold til Polen og Litauen er anstrengt på grund af de to landes kritik af Lukasjenkoregimet og deres støtte til oppositionen i landet. Den hårdeste kritik af styret lyder dog fra USA, hvis udenrigsminister ved flere lejligheder har kaldt Lukasjenko "Europas sidste diktator".

• Hvideruslands forhistorie
• Hvideruslands historie (indtil 1991)
• Hvideruslands historie efter 1991 (denne artikel)
• Hviderusland