Hugo Ball

Faktaboks

Hugo Ball
Født
22. februar 1886
Død
14. september 1927

Hugo Ball var en tysk forfatter. Hugo Ball blev dramaturg hos Max Reinhardt og kom siden til München, hvor han fik kontakt med den ekspressionistiske kunstnergruppe Der Blaue Reiter.

Hugo Ball blev pacifist og emigrerede i 1915 til Schweiz sammen med skuespilleren og forfatteren Emmy Hennings, med hvem han blev gift i 1920. I Zürich oprettede Ball 1916 Cabaret Voltaire, hvor han sammen med Jean Arp, Tristan Tzara, Marcel Janco, Emmy Hennings og Richard Huelsenbeck organiserede dadaistiske opførelser, iført kostumer af kubistisk tilsnit.

Hugo Ball forlod dadaismen i 1917 og blev da optaget af anarkismen. Han blev medarbejder på avisen Freie Zeitung i Bern og bosatte sig i Agnuzzo i Sydschweiz.

Hugo Balls katolske baggrund trådte tydeligt frem i bogen Zur Kritik der deutschen Intelligenz (1919). Til vennen Hermann Hesses 50-års-fødselsdag i 1927 udgav han den stadig aktuelle monografi Hermann Hesse. Sein Leben und sein Werk; samme år udkom bogen Die Flucht aus der Zeit, der i dagbogsform beskriver perioden 1914-1921.

I 1967 udkom posthumt romanen Tenderenda der Phantast, oversat til dansk af Peter Laugesen og udkommet 2009 under titlen Fantasten Tenderenda.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig