Hinrich Johannes Rink var en dansk grønlandsforsker og embedsmand. Han var gift med forfatteren Signe Rink. Hinrich Johannes Rink modtog i 1843 Københavns Universitets guldmedalje i kemi, og året efter blev han dr.phil. ved universitetet i Kiel.
Hinrich Johannes Rink
Faktaboks
- Født
- 26. august 1819
- Død
- 15. december 1893
Rinks år i Grønland
Rink deltog i 1845-1846 som geolog på Galathea-ekspeditionen, og i perioden 1848-1851 undersøgte han grafitforekomster i Nordvestgrønland. I 1853 blev Rink konstitueret kolonibestyrer og inspektør for Julianehåb (nu Qaqortoq) kolonidistrikt. I 1855 blev han forflyttet til Godthåb (nu Nuuk) som inspektør for hele Søndre Inspektorat.
Efter Rinks forslag oprettedes i 1857 de første forstanderskaber i Grønland. Rink etablerede et trykkeri i kolonien Godthåb, der udgav småskrifter og fra januar 1861 den grønlandsksprogede avis Atuagagdliutit. I 1868 forlod Rink Grønland på grund af dårligt helbred.
Tilbage i København
I København var Rink i årene 1871-1882 direktør for Den Kongelige Grønlandske Handel.
Blandt Rinks mest kendte udgivelser er tobindsværket Grønland, geographisk og statistisk beskrevet (1852-1857) og ligeledes tobindsværket Eskimoiske Eventyr og Sagn (1866-1871).
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.