Henry Thejls

Faktaboks

Henry Thejls
Født
1905
Død
1981

Artikelstart

Henry Thejls var en dansk bogtrykker og lærer på Fagskolen for Boghaandværk. Som underviser og forfatter til bogen Asymmetri i Typografi (1943) formidlede han mange typografiske fornyelser til dansk boghåndværk – mange inspireret af schweizeren Jan Tschischold og af Bauhausbevægelsen

Som bogtrykker – og igennem sin karriere samtidigt som leder på skift af forskellige bogtrykkerier – fremstillede han helt frem til 1970'erne en lang række markante bøger og privattryk, ofte i usædvanlig udstyrelse, som fx trykt på usædvanligt papir, i fantasifuld typografi og med skrifter, der var nye på markedet. Det kom mest til udtryk i hans mange privattryk. I hans kommercielle trykarbejder fulgtes derimod de klassiske fordringer til overskuelig typografi og teknisk fuldendt tryk. Bemærkelsesværdig er her Jørgen Juel Ranten og Jørgen Lundegaard Nielsens bog Frimærker, folk og filateli fra 1989, hvor Thejls ville bruge 38 forskellige farver for at gengive frimærkerne så naturtro som de skulle være.

Henry Thejls var et meget farverigt menneske, som inspirerede alle omkring sig og satte et særligt præg på bogtrykkerfaget gennem mange årtier. I fagkredse dengang var der kun én kollega, der hed "Henry".

I 1936 var han medstifter af Grafisk Cirkel, en sammenslutning af typografiske fagfolk. Gemnem hele sit liv var "Henry" en autoritet i den faglige debat om god og dårlig typografi.

Som medlem gennem 20 år af Forening for Boghaandværks Komité for Årets bedste Bogarbejder blev også den læsende offentlighed bekendt med Henry Thejls' spændende og typografisk kreative udgivelser. I 1979 modtog han Forening for Boghaandværks Ærespris.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig