Faktaboks

Henry Heerup
Født
4. november 1907
Død
30. maj 1993

Henry Heerup fotograferet i 1987 i haven i Rødovre. Cyklen tv. var det uundværlige transportmiddel og et tilbagevendende motiv i hans billedverden. Maleriet i baggrunden er fra 1976.

.

Den danske politiker Jørgen Jørgensen malet af Henry Heerup i 1963.

.
Licens: Brukerspesifisert

Henry Heerup var en dansk maler, billedhugger og grafiker. Som ganske ung var Henry Heerup i lære som bl.a. stenhugger, bronzestøber, skiltemaler og litograf, før han 1927-1932 blev uddannet på Kunstakademiet. Han udstillede siden med bl.a. Linien, Corner og Høstudstillingen (fra 1941) og Cobra og blev i 1950 medlem af Decembristerne.

Heerups unge år

Fra midten af 1920'erne stammer nogle få malerier, der nærmer sig en naturtro gengivelse, bl.a. Gammel mand (1928, Aarhus Kunstmuseum). I 1930'erne fik Ejler Bille, V. Bjerke-Petersen og Richard Mortensen betydning for Heerups udvikling, og han udstillede med dem på Liniens første udstilling i 1934. Samme år malede han Ung kvinde med barn, senere kaldet Vanløse-Madonna (Nordjyllands Kunstmuseum).

Heerups skraldemodeller

Henry Heerups kunst er båret af originalens enkle og frodige fantasi, og den er præget af en humor og menneskelighed, men også alvor, der knytter ham nært til Storm P. Den alvorlige side kom til udtryk i flere værker skabt under krigen, fx Døden høster (1943, Louisiana), der bl.a. er lavet af en knækket stoleryg og en kugle fra en sengestolpe. Denne type skulptur, assemblage eller med Heerups eget ord "skraldemodel", som han havde arbejdet med siden slutningen af 1920'erne, og som inddrager alle slags materialer og brugte genstande, blev et særkende for ham. Genbruget viste sig også i hans malerier, hvor underlaget kunne være gamle kulsække og døre eller som i Livsfrise (1952, Holstebro Kunstmusem) et papirgulvtæppe.

Heerups symbolverden

Kendetegnende for Henry Heerups maleri og grafik, overvejende linoleumssnit, er tilbagevendende figurer som kors, hjul og hjerte, men frem for alt kvinden, barnet og nissen, det hele forbundet med arabeskagtige former og malet i stærke farver. Figurerne og tit også farverne havde ifølge ham selv en næsten fast symbolværdi.

Heerups udendørsatelier

Heerup arbejdede kun udendørs, og legendariske er hans have i Vanløse og — fra 1946 — i Rødovre, der gennem et langt liv stod som et naturgroet arbejds- og udstillingsområde, befolket af fantastiske og ofte bemalede stenskulpturer. Stenens form og karakter var bestemmende for skulpturens udtryk, der ofte fremkom ved en let bearbejdning og var inspireret af bl.a. dansk romansk granitskulptur.

Heerup på museerne

Henry Heerup er særlig godt repræsenteret på Louisiana, hvor der findes en Heerups have med stenskulpturer (1964), på Holstebro Kunstmuseum og via kunstsamleren Elise JohansenStatens Museum for Kunst; hans efterladte samling af egne værker blev i 1996 skænket til Rødovre Kommune, der i 2001 åbnede Heerup Museum.

Heerup – en alsidig kunstner

Heerup udførte mange plakater, illustrationer, bøger (fx Fløjte Huggas Billedbog, 1953) og musikalske kompositioner; blandt de offentlige udsmykninger er gavlmaleriet med reklame for mælk (1952-1953, Sølvgade i København).

Officiel anerkendelse af Heerup

Henry Heerup modtog Eckersbergs Medalje i 1958 og Thorvaldsens Medalje 1967. Med et finurligt glimt i øjet stiftede han Nissernes Fagforening i Vanløse, var dens eneste medlem og formand.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig