Hansabund, (ty., 1. led af Hanse 'handelsselskab' i den oldhty. form hansa, 2. led Bund 'forbund'), tysk økonomisk interesseorganisation 1909-33. Hansabund repræsenterede industri, handel og håndværk og oprettedes som en liberal modvægt mod dels Det Tyskkonservative Parti, dels den agrare organisation Bund der Landwirte. I 1912 lykkedes det Hansabund at etablere et valgforbund mellem venstreliberale og nationalliberale, hvorved 57 medlemmer af organisationen blev valgt til Rigsdagen.