Haiyan var en tropisk tyfon som udvikledes over Stillehavet i begyndelsen af november 2013. Haiyan ramte Filippinerne den 7. november med vindstyrker på op til 315 km/t. Den regnes for det kraftigste stormsystem, som er målt nogensinde.

Da tyfonen ramte Filippinerne, forårsagede den voldsomme materielle ødelæggelser og omfattende tab af menneskeliv – flere end 10.000 omkom, og adskillige byer blev stort set jævnet med jorden. Øen Samar blev ramt af 5-6 m høje bølger, og kyststrækninger blev raseret. Katastrofen gav anledning til en international nødhjælpsindsats.

Herefter fortsatte Haiyan ind over Det Sydkinesiske Hav og Tonkinbugten; der var ødelæggelser i Vietnam og på Hainan, men tyfonen gik i opløsning efter at være gået i land i Kina.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig