Haga

Artikelstart

Haga, kongelig lystejendom i Solna ved Stockholm. Haga blev i 1771 købt af Gustav 3., der lod F.M. Piper (1746-1824) anlægge en stor park i engelsk stil. I 1780'erne projekteredes flere bygninger, bl.a. et stort slot, der aldrig nåede længere end til fundamentet. Efter tegninger af Olof Tempelman opførtes 1787-88 Kongens Pavillon eller Gustav 3.s Pavillon, senere restaureret og indrettet som museum med Louis Masreliez' vægdekorationer og de oprindelige møbler, et hovedværk i gustaviansk stil.

Bygningen rummer i dag store dele af Gustav 3.s bibliotek, som sønnen Gustav 4. Adolf medtog i sin landflygtighed i Baden i Tyskland. Efter Fürstenabfindung i 1920 solgtes biblioteket på auktion, og køberen forærede det til Gustav 5., som lod det genopstille i Kongens Pavillon som på Gustav 3.s tid.

Andre mindre bygninger i Hagaparken opførtes af L.J. Desprez, bl.a. en kinesisk pavillon (1787) og vagtbygningerne Koppartälten (1787-90), tre kobberklædte bygninger i form af tyrkiske telte.

I parken opførte arkitekten Carl Christoffer Gjörwell (1766-1837) 1802-04 et mindre, klassicistisk slot, Dronningens Pavillon eller Haga slott, for Gustav 4. Adolf; her voksede den nuværende svenske konge Carl 16. Gustaf op. Bygningen blev fra 1966 anvendt af den svenske stat som officiel gæstebolig, indtil den 2009-10 blev restaureret til brug som bolig for kronprinsesse Victoria og prins Daniel, der flyttede ind efter deres bryllup 19.6.2010.

På øen Karlsborg i Brunnsviken er indrettet en kirkegård, Kungliga begravningsplatsen, som siden 1922 er anvendt som gravplads for medlemmer af den svenske kongefamilie.

I 1995 etableredes Haga, Ulriksdal, Djurgården og Brunnsviken som Kungliga nationalstadsparken, et stort rekreativt område med parker og skove og historiske bygninger tæt på storbyen Stockholm.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig