Gustav 4. Adolf

Faktaboks

Gustav 4. Adolf
Født
1778
Død
1837

Artikelstart

Gustav 4. Adolf, 1778-1837, konge af Sverige 1792-1809; søn af Gustav 3. og Sophie Magdalene, gift i 1797 med Fredrika af Baden (1781-1826). Ved faderens død i 1792 blev den umyndige kronprins konge med sin farbror, hertug Karl, som formynder. Den reelle magt kom til at ligge hos hertugens yndling, Gustaf Adolf Reuterholm.

Gustav 4. Adolf blev anset for at være intelligent, men havde et indelukket og tungsindigt væsen. Efter sin regeringstiltrædelse i 1796 indførte han et konservativt styre, der blev præget af en pietistisk kultur- og kirkepolitik. En stor del af kongens gerning var vendt mod de nye oplysningstanker efter Den Franske Revolution, men han arbejdede fremsynet for bondejordens udskiftning.

Udenrigspolitisk samarbejdede Gustav 4. med Rusland og Danmark i Det Væbnede Neutralitetsforbund fra 1800; hans overordnede mål var dog at bemægtige sig Norge. Gradvist kom kongens fjendskab mod Napoleon til at dominere, og i 1805 gik Sverige ind i Revolutions- og Napoleonskrigene; det endte med nederlaget i Den Russisk-svenske Krig 1808-09. Ved et militærkup i 1809 blev Gustav 4. Adolf arresteret, og kronen blev frataget ham og hans børn. Herefter begyndte et omflakkende liv i eksil under navnet greven af Gottorp, senere oberst Gustavsson; i 1812 blev han skilt, og resten af hans liv prægedes af fattigdom og sammenstød med politi og værtshusholdere.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig