Højerup, landsby ved Stevns Klint, Sydøstsjælland. Byen er kendt for sin gamle kirke (1200), der for ikke at styrte i havet ifølge overleveringen flytter sig et hanefjed ind i landet hver julenat. Kirken har ikke været benyttet siden 1910, og i 1928 styrtede koret ned. Fra kirken er der ad trapper adgang til klinten. Den nye kirke (1912-13) ligger 300 m fra klinten.