Gustaf Fröding

Gustaf Fröding var en svensk forfatter. Faderen var en velhavende värmlandsk fabriksejer. Sønnen syntes arveligt disponeret for sindssyge og tilbragte lange perioder på nerveanstalter. Efter et ødselt studenterliv i Uppsala havnede han som medarbejder ved Karlstads-tidningen. Under et kurophold i Schlesien fik han mod til at blive skribent ved at læse den unge Verner von Heidenstams skrifter mod 1880'ernes herskende realisme, og efter et par essays i 1890 — "Naturalism och romantik" og "Om humor" (imod den sociale indignationslitteratur) — debuterede han med digtsamlingen Guitarr och dragharmonika (1891), hvor trækspillet betegner viser om värmlandsk folkeliv, og guitaren mere personlige, vemodige toner. Bogen slog straks an og fulgtes af Nya dikter (1894) med bl.a. "Bibliska fantasier" og rolledigte fra nær og fjern, herunder et Zarathustradigt, der viser hans begyndende Nietzsche-påvirkning.

Efter udbrud af skizofreni kom hovedværket Stänk och flikar (1896), benævnt efter de glimt af en alharmoni, som han aner bag den brogede mangfoldighed, hvor han føler sig fremmed og identitetsløs under alle maskerne. Mod den tomme modernitet, som han tog indtryk af fra Baudelaire, søgte han at sætte en positiv religionsfilosofi, udtrykt gennem traditionen om den hellige gral og et heroisk overmenneskeideal. En af fantasierne, "En morgondröm" om guddommelig elskov i "Ariens land", bevirkede, at bogen blev beslaglagt og forfatteren sat under tiltale. Han frikendtes, men var plaget af depressioner og skyldfølelser. Hans følgende digtsamlinger og prosabøger blev en mattere efterklang.

Frödings komplicerede sjæleliv har været genstand for en række analyser, men hans kunstneriske betydning ligger i den glans, der udgår fra hans lyrik: både den festlige fylde, der præger digtene fra Värmland, og den faste, klingende malm i de dybtborende, personlige digte. Hans vers er altid gennemarbejdet til det yderste og ofte forgyldt af den humor, som han brugte som værn mod en mørk og absurd verden.