skizofreni

Sygdommen begynder ofte i ungdomsårene, typisk mellem 18 og 25 år. Forløbet er hos mange årelangt med vekslende intensitet af symptomer afhængigt af behandlingen. Hos 20-30 % er lidelsen kronisk med svær invaliditet, mens der er forskellig sværhedsgrad af symptomer og sociale handicap hos resten.

Der skelnes mellem såkaldte negative og positive symptomer ved lidelsen. Negative symptomer er initiativløshed, passivitet, sprogfattigdom, affladning af følelseslivet, manglende interesser, formålsløs adfærd, synken ind i sig selv og social tilbagetrækning.

Med positive symptomer henvises til produktive symptomer, der er typiske for sygdommen, især hallucinationer og vrangforestillinger. Hallucinationer kan omfatte alle sansemodaliteter, men hørelseshallucinationer er langt de hyppigste. Den skizofrene hører ofte en eller flere stemmer, der taler til vedkommende eller kommenterer den pågældendes liv og gerning. Vrangforestillingerne er ofte bizarre, dvs. ud fra normal virkelighedsopfattelse uforståelige og meningsløse. Den pågældende kan fx klage over, at medlemmer af kongehuset fylder hans tarme med cement eller indopererer hundeøjne om natten. Eller den skizofrene kan føle, at han ikke har nogen vilje, men styres af mafiaen eller rumvæsener via røntgenstråler. Den skizofrene er helt bevidsthedsklar, dvs. fuldt orienteret i tid og sted.

Ved diagnostik af lidelsen lægges der i WHO's diagnoseklassifikationssystem (se psykiatri) vægt på såkaldte førsterangssymptomer, som bl.a. omfatter oplevelser af tankepåvirkning, hvor den syge mener, at han påføres tanker, eller at hans tanker udsendes, således at andre kan høre tankerne. Også hørelseshallucinationer i form af kommenterende stemmer og styringsoplevelser af adfærd hører til førsterangssymptomerne.

Ved tankeforstyrrelser forstås formelle forstyrrelser af tænkningen. Skizofrene kan benytte ord, der ikke findes i sproget (neologismer, fx "kongedruer på havet"), eller sætninger opbygget og sammenstillet på en sådan måde, at indholdet bliver uklart. Der kan optræde betydningsglidning, hvorved sproget bruges på privat måde. Tænkningen fremstår vag og ustruktureret, og det kan være vanskeligt for andre at forstå den skizofrenes tale.

Såkaldte katatone symptomer henviser til en række forstyrrelser af legemlige bevægelser, fx stereotypt gentagne formålsløse bevægelser eller timevis stivning i særlige stillinger.

De anførte symptomer kan være så omfattende, at pårørende oplever den syge som personlighedsforandret. Den skizofrene selv er derimod normalt uden sygdomsindsigt, dvs. uden forståelse for, at symptomerne er udtryk for en sygdom. Sygdommen er karakteriseret ved så mange forstyrrelser af fundamentale psykologiske processer, at den skizofrenes evne til at varetage egne interesser og familiemæssige og sociale forpligtelser kan blive stærkt forringet. Mange bliver efter års sygdom tilkendt førtidspension.

På baggrund af symptomerne inddeles skizofreni i forskellige undergrupper. Simpel skizofreni domineres af de negative symptomer og er på dansk tidligere kaldt ungdomssløvsind. Ved hebefren skizofreni er forandringer af følelseslivet og tankegang dominerende, ved kataton skizofreni bevægelsessymptomer og ved paranoid skizofreni vrangforestillinger.

Inden for det skizofrene spektrum af lidelser henføres også såkaldte skizotypiske og skizoaffektive tilstande. Ved førstnævnte er der flere skizofrenilignende symptomer til stede, uden at de internationale diagnostiske kriterier for skizofreni er fuldt opfyldt. Ved sidstnævnte er der foruden symptomer på skizofreni både maniske og depressive symptomer.

Afgrænsning af skizofreni har varieret gennem historien. Den tyske psykiater Emil Kraepelin afgrænsede skizofreni fra maniodepressiv psykose. Han betegnede lidelsen dementia præcox og fremhævede dermed, at der er en række forstyrrelser af intellektuelle funktioner, og at lidelsen er tidlig indsættende. Den schweiziske psykiater Eugen Bleuler indførte i 1911 betegnelsen skizofreni pga. den spaltning og splittelse af tanker, følelser og adfærd, der karakteriserer sygdommen. Der er derimod ikke tale om en spaltning mellem to eller flere alternerende personligheder, som det ses ved personlighedsspaltning. I mange år var der i USA tradition for at bruge diagnosen skizofreni på en langt bredere måde end i Europa, men med fremkomsten af internationale diagnoseklassifikationssystemer er afgrænsningen gjort mere entydig.

Livstidsrisikoen for skizofreni er ca. 1 %, og på et givet tidspunkt er der ca. 0,5 % skizofrene i befolkningen, hvilket i Danmark udgør ca. 30.000. Sygdommen findes i alle kulturer. Den er lige hyppig hos mænd og kvinder, men debutalderen er senere hos kvinder, der også har et mildere sygdomsforløb.

Skizofreni forekommer hos ca. 10-15 % af nære pårørende til den syge. Ved tvillingestudier er der påvist en væsentlig genetisk disposition for sygdommen. Nyere genetiske undersøgelser har identificeret kromosomregioner, der med stor sandsynlighed indeholder risikogener på kromosom nr. 1, 6, 8 og 13.

Trods tilstedeværelse af arveanlægget kommer sygdommen ikke altid til udtryk, men graviditets- og fødselskomplikationer, alkohol- og stofmisbrug samt følelsesmæssige belastninger i barndom og ungdom kan formentlig udløse sygdommen hos særlig disponerede.

Med moderne billeddannende teknikker, fx MR-scanning (se MR-undersøgelse) og PET-scanning, samt ved mikroskopiske undersøgelser af hjernevæv er der efterhånden påvist en række forandringer af hjernens struktur ved skizofreni. En særlig markant funktionsændring er en nedsat evne til at aktivere dele af pandelappen under en kompliceret psykologisk test (Wisconsin Card Sorting Test). Denne forstyrrelse i hjernefunktion ligger formentlig til grund for nogle af sygdommens centrale, negative symptomer i form af passivitet og initiativløshed.

Man har tidligere postuleret, at der forelå en forstyrrelse af signalstoffet dopamin ved sygdommen. Antipsykotiske lægemidler (antipsykotika, se psykofarmaka) blokerer således virkningen af dopamin. Mange andre signalstoffer spiller dog også ind, fx glutamat og serotonin. I de senere år har man især koncentreret sig om samspillet mellem dopamin og glutamat. En forstyrrelse heraf kan vise sig ved en svigtende filterfunktion i hjernen over for ydre stimuli, således at den syge overstimuleres med indtryk. Dette kan resultere i sygdommens såkaldte positive symptomer i form af hallucinationer og vrangforestillinger.

Udviklingen af de neurobiologiske forstyrrelser ved skizofreni sker over en lang årrække. Sygdommen opfattes derfor som en genetisk betinget udviklingsforstyrrelse af centralnervesystemet, der allerede i barndommen kan give symptomer i form af motoriske forstyrrelser (ADHD), adfærdsændringer og sociale kontaktvanskeligheder. Der er desuden holdepunkter for, at der under sygdomsforløbet indtræder degenerative neurobiologiske forandringer, der kan påvises mikroskopisk.

Behandling af skizofreni baseres på en intensiv tværfaglig indsats med deltagelse af psykiatere, psykologer, socialrådgivere mfl. Behandlingen sker under indlæggelse på psykiatrisk afdeling under forværring af sygdom, men ellers ambulant gennem distrikts- og socialpsykiatriske institutioner. Den psykofarmakologiske behandling er især virksom over for hallucinationer og vrangforestillinger og er forudsætning for, at man gennem psykologisk og social indsats (familieterapi, socialfunktionstræning og miljøterapi) kan søge at modvirke følgerne af initiativløshed. Via distriktspsykiatriske og socialpsykiatriske tilbud søger man at integrere den skizofrene i samfundet i modsætning til tidligere, hvor mange skizofrene fik livslangt ophold på psykiatriske institutioner.

Se også skizotypisk sindslidelse.