Faktaboks

Giannis Ritsos
Født
1. maj 1909, Monemvasia, Grækenland
Død
11. november 1990, Athen, Grækenland

Giannis Ritsos tilbragte adskillige år i fangenskab pga. sine politiske synspunkter. Han led fra sin ungdom af tuberkulose, som forværredes af lange ophold i isolation på fangeøer under skiftende totalitære regimer. Fotografi fra 1970.

.

Giannis Ritsos var en græsk lyriker. Efter debuten i 1934 forankredes Giannis Ritsos i den græske venstrefløj, og hans digte kom til at tjene en social og politisk omvæltning.

Engagementet ses i Epitafios (1936), skrevet i anledning af tobaksarbejdernes demonstrationer i Thessaloniki i maj samme år. I en moders klage over tabet af sin søn og med håbet om opstandelse giver Ritsos i den græske folkevises 15-stavelses-vers sin politiske version af den ortodokse kirkes langfredagsklage over den korsfæstede Kristus.

Giannis Ritsos udgav over 100 digtsamlinger i snart klassiske, snart modernistiske former og rytmer, fx Den røgsværtede lergryde (1948, da. 1978) og En blind mands skrift (1972, da. 1979).

Politiske digte og udbredelse gennem musik

Mikis Theodorakis satte musik til mange af hans digte, der derved kom til at danne samlingspunkt for den græske venstrefløjs politiske kampe under og efter juntaen, bl.a. i 1966 Romiosyni (Græskhed, skrevet 1945-1947, udgivet 1954).

Ikke mindst herigennem er Giannis Ritsos' poesi i sine bedste øjeblikke uløseligt bundet sammen med årtiers græsk politisk historie og alene derved sikret overlevelse.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig