Ghana - historie

Indtil begyndelsen af 1700-t. var guld den vigtigste eksportvare, hvoraf europæerne årligt aftog mellem ¹/₃ og 1 t; herefter blev eksport af slaver vigtigst, og indtil det britiske slavehandelsforbud i 1807 blev der på europæiske skibe udført ca. 650.000 slaver fra Guldkysten.

I 1807 fik Ashantiriget kontrol over kysten ved at besejre Fanti, men efter et nederlag til en alliance af kyststaterne, briterne og danskerne måtte Ashanti i 1830 opgive overhøjheden over kystregionen (vedr. den danske kolonitid, se Guldkysten). Briterne oprettede herefter et uformelt protektorat og købte i 1850 og 1872 de danske og nederlandske forter. I 1874 oprettede briterne Guldkystkolonien efter en fredsaftale med Ashantiriget. I 1902 annekteredes Ashanti og de nordlige territorier, og i 1919 fik kolonien ansvaret for administrationen af den vestlige del af det tidligere tyske Togoland som mandatområde under Folkenes Forbund. Den britiske koloniadministration opbyggede et såkaldt indirekte styre, der var baseret på høvdinge. Som reaktion herpå dannede den uddannede elite i 1920 National Congress of British Westafrica, der krævede modernisering af samfundet og politisk indflydelse.

Frem til krisen i 1930'erne var der opsving i koloniens økonomi især pga. en kraftigt stigende eksport af kakao. Under 2. Verdenskrig og i årene umiddelbart derefter blev økonomien indrettet på at yde støtte til den britiske krigsindsats og til genopbygningen efter krigen, samtidig med at koloniadministrationen søgte at gennemføre en langsom og kontrolleret afkolonisering. Men fra 1949 blev den stillet over for krav om "selvstyre nu" fra det nydannede Convention People's Party (CCP), ledet af Kwame Nkrumah. Efter en valgsejr i 1951 blev Nkrumah udpeget til leder af en regering, der var udgået fra parlamentet. Trods nogen opposition sejrede CPP ved en række senere valg, og efter en positiv folkeafstemning i mandatområdet blev kolonien den 6.3.1957 selvstændig under navnet Ghana. Nkrumah, der i stigende grad blev eksponent for en fortsat afkolonisering i Afrika, afrikansk socialisme og opbygning af en neutralistisk blok, omdannede i 1960 landet til en republik med sig selv som præsident, og i 1964 blev det en socialistisk enhedspartistat. Nedgang i økonomien, korruption, undtagelseslovgivning og tiltagende isolation i forhold til vestmagterne førte i februar 1966 til et kup, hvor hæren og politiet afsatte Nkrumah og indledte et retsopgør. Der oprettedes et National Liberation Council, hvis centrale kraft blev general A.A. Afrifa, som i 1969 stod for indførelsen af Den Anden Republik, ledet af premierminister K.A. Busia.

Pga. utilfredshed med de civile politikere overtog de væbnede styrker i januar 1972 igen magten og oprettede et National Redemption Council under ledelse af general I.K. Acheampong, der søgte at styre landet gennem nyoprettede distriktsråd. Efter flere kupforsøg foreslog Acheampong etablering af en tredeling af magten mellem de væbnede styrker, politiet og civile, men uden politiske partier. Stærk modstand fra den civile elite resulterede imidlertid i, at general F. Akuffo (1937-79) i juli 1978 overtog magten, hvorefter det blev tilladt politiske partier at deltage i de planlagte valg. Under valgkampen i juni 1979 overtog en gruppe yngre officerer magten og dannede Armed Forces Revolutionary Council med flyverløjtnant J. Rawlings som leder. Som led i kampen mod korruptionen blev en række seniorofficerer henrettet, heriblandt Afrifa, Acheampong og Akuffo, men valget blev afholdt, og lederen af det største parti, H. Limann, blev derpå valgt til præsident for Den Tredje Republik og indsat i september 1979.

Indre strid i regeringen, strejker og uro pga. stigende fødevarepriser og den økonomiske politik medførte, at J. Rawlings den 31.12.1981 igen tog magten ved et kup og dannede Provisional National Defence Council. Han ophævede forfatningen, parlamentet og de politiske partier og erstattede distriktsrådene med People's Defence Committees (senere Committees for the Defence of the Revolution) som den folkelige basis for revolutionen. Utilfredshed med disse komitéers virke samt med et økonomisk genopretningsprogram aftalt med Verdensbanken og IMF affødte fra 1983 kraftige protester fra arbejdere og studenter. Dette førte til en stramning af den indre sikkerhedspolitik, og Rawlings forsøgte i 1988-89 at få et folkeligt mandat gennem valg til distriktsforsamlinger. Pression fra udenlandske donorer tvang i 1990 regeringen til at organisere regionale debatter om demokratiseringen af landet, mens oppositionen i utilfredshed med såvel procedurerne som forfatningsforslagene skabte Movement for Freedom and Justice, der krævede et flerpartisystem genindført. Regeringens foreslåede forfatning fik dog ved en folkeafstemning i april 1992 et flertal på 92% af de afgivne stemmer (44%), og i sommeren 1992 fik et begrænset antal politiske partier adgang til at deltage i de kommende præsident- og parlamentsvalg. Ved præsidentvalget i november 1992 besejrede Rawlings oppositionens kandidater ved at få over 50% af de afgivne stemmer. Selvom Commonwealth-observatører godkendte valget, påstod oppositionen, at der havde været uregelmæssigheder, og som konsekvens heraf boykottede de i december valget til parlamentet.

Indsættelsen den 7.1.1993 af Rawlings som præsident i Den Fjerde Republik fulgtes af økonomiske stramninger, der blev kraftigt angrebet af oppositionen, men i maj samme år godkendte de udenlandske donorer både demokratiseringen og den økonomiske politik ved at give bindende tilsagn om økonomisk støtte til Ghana.

Ghana blev 1994-95 ramt af etniske uroligheder i landets nordlige del. Ca. 1000 blev dræbt, og hen ved 150.000 gjort hjemløse. Ved præsidentvalget i december 1996 vandt Jerry Rawlings en overbevisende sejr. Ved præsidentvalget i 2000, hvor Rawlings ikke kunne stille op, vandt John Kufuor fra New Patriotic Party, NPP; partiet vandt også de fleste sæder i parlamentet. Kufuor blev indsat i sit embede i januar 2001.

Kufuor blev genvalgt i 2004; under hans ledelse har landet oplevet nogen økonomisk fremgang, ikke mindst pga. gunstige verdensmarkedpriser på kakao. Pga. uroligheder i hjemlandet flygtede tusinder af togolesere til Ghana i 2005.

Ved præsidentvalget i 2008 blev Kufuor afløst af John Atta Mills (1944-2012), der kom fra National Democratic Congress, NDC. Ved Mills pludselig død i 2012 overtog hans vicepræsident, John Dramani Mahama (f. 1958), posten som præsident. Mahama vandt præsidentvalget senere på året. Den økonomiske og politiske stabilitet i Ghana har i 2000-t. gjort landet til en regional stormagt.

Læs mere om Ghana.