George Canning

Faktaboks

George Canning
Født
11. april 1770
Død
8. august 1827

Artikelstart

George Canning, 11.4.1770-8.8.1827, britisk politiker. George Canning tilhørte den liberale fløj af Torypartiet og blev i 1793 indvalgt i Underhuset.

Som udenrigsminister 1807-09 udformede han Storbritanniens politik i forhold til Danmark-Norge. Briterne frygtede, at den danske stat som følge af Tilsitfreden ville slutte sig til Frankrig, hvorved Napoleon ville få kontrol med den danske flåde. For at forhindre det lagde Canning planen for det britiske angreb på København i 1807 (se Københavns bombardement).

I 1822 blev Canning igen udenrigsminister. Han stod samtidig i spidsen for Underhuset og var dermed regeringens egentlige leder. Udenrigspolitisk holdt han Storbritannien på afstand af de konservative europæiske stormagter, der var samlet i Den Hellige Alliance.

George Canning fik i 1825 Parlamentet til at anerkende de sydamerikanske koloniers selvstændighed, ikke mindst pga. de britiske handelsinteresser. I 1827 blev han premierminister. Hans støtte til en politisk ligestilling af katolikker bragte ham i konflikt med dele af Torypartiet, men til gengæld støttede whiggerne ham; ministeriet blev kortvarigt, da han døde blot fire måneder efter sin tiltrædelse.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig