Generalakten, traktat om fredelig bilæggelse af tvister mellem staterne, indgået i 1928 under Folkenes Forbunds auspicier. Traktaten, der blev tiltrådt af Danmark i 1930, hjemler mulighed for de deltagende stater til uden yderligere aftale at løse deres uoverensstemmelser ved forligs-, voldgifts- eller domstolsbehandling. Kun få stater ud over Danmark har tilsluttet sig Generalakten, der af formelle grunde blev revideret i 1949, da under FN's auspicier.