Faktaboks

Friedrich List

Georg Friedrich List

Født
6. august 1789
Død
30. november 1846

Friedrich List var en tysk-amerikansk økonom, der som en af de første fremførte argumentet om brug af toldbeskyttelse til at fremme opbygning af en national industri.

Uddannelse og karriere

List tjente sig op i bureaukratiet i den tyske delstat Württemberg, hvor han i årene 1817-1819 var professor ved universitetet i Tübingen. Hans argumenter for administrative reformer førte dog til afskedigelse og retsforfølgelse, som afsluttedes med tvungen emigration til USA i 1825. Han vendte tilbage til Europa i 1833 og opholdt sig med korte afbrydelser her indtil sin død.

Opdragelsestolden

List var livet igennem optaget af økonomisk-politiske reformspørgsmål, og hans argumenter blev skærpet af hans erfaringer fra mange forskellige lande. Han var en ivrig skribent og kritiserede tanken om global frihandel, fordi det ville indebære en fastlåsning af Englands industrielle overlegenhed i forhold til mindre udviklede lande. For sådanne lande ville en toldbeskyttelse af nystartet industri være nødvendig i en overgangsperiode, og først når der kunne konkurreres på lige fod, ville frihandel være fordelagtig for den nationale økonomi.

List engagerede sig tidligt i skabelsen af en tysk toldunion, men hans interesser rakte videre ud. Han var fortaler for en udbredelse af jernbaner og gav et forslag til linjen fra Leipzig til Dresden, der blev Tysklands første længere jernbane.

List samlede sine synspunkter i bogen Das nationale System der politischen Ökonomie (1841).

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig