Frankrig er verdens sjettestørste økonomi, verdens førende turistmål og Europas ledende landbrugsproducent. Det har haft en betydelig økonomisk vækst i 1900-tallets anden halvdel, som prægedes af en massiv samfundssatsning på teknologisk avanceret produktion; væksten har dog i de seneste år været beskeden. Produktiviteten er høj, men erhvervsfrekvensen lav og arbejdsløsheden generelt høj (9% i 2006). Stadige offentlige budgetunderskud øger gælden og er i modstrid med EU-vedtægter, men kan vanskeligt nedbringes uden øget ledighed og social uro.

I årene efter 2. Verdenskrig fortsattes den nationalisering af økonomien, som var påbegyndt i mellemkrigsårene, da jernbanedriften var overgået til staten. Energisektoren, lufttransporten, store dele af industrien samt den finansielle sektor kom gradvis under statslig kontrol. Sideløbende med nationaliseringerne udarbejdede regeringen blandt andet femårsplaner, som ikke mindst i de første planperioder fik stor betydning for både den regionale og den overordnede samfundsøkonomiske udvikling. Forbrugerpriser, lønninger og udenrigshandel var underlagt direkte kontrol, mens konjunkturudviklingen blev reguleret af penge- og valutakurspolitikken. Finanspolitikken fungerede primært som et fordelingspolitisk instrument.

Fra midten af 1960'erne blev statens direkte kontrol over økonomien gradvis lempet, mens finanspolitikken fik en mere konjunkturregulerende rolle, om end devalueringer og handelspolitiske foranstaltninger fortsat blev benyttet til fremme af beskæftigelsen og til reducering af underskud på betalingsbalancen.

Et politisk systemskifte i 1981, da socialisterne kom til magten, førte til en ny nationaliseringsbølge og en aktiv finanspolitik med henblik på at nedbringe den hastigt voksende arbejdsløshed. Nationaliseringerne gjorde staten til ejer af stort set hele den finansielle sektor og en betragtelig del af industriproduktionen.

Den efterspørgselsfremmende økonomiske politik resulterede i en markant stigning i underskuddet på betalingsbalancen, og fra oktober 1981 til marts 1983 måtte francen nedskrives med omkring 25% over for D-marken inden for rammerne af EF-landenes valutariske samarbejde, EMSen.

I 1983-84 fremlagde præsident Mitterrand en ny strategi, som lagde vægt på en tættere EF-integration frem for en yderligere styrkelse af den socialistiske politik. Regeringen annoncerede en fastere valutakurspolitik, og i 1985 påbegyndtes en liberalisering af de internationale kapitalbevægelser, som var fuldt tilendebragt i 1990. Priskontrollen blev endeligt afskaffet i 1986, efter at nygaullisten Jacques Chirac havde overtaget posten som premierminister. Chirac iværksatte også et ambitiøst privatiseringsprogram, som blev sat i stå efter valget i 1988, men genoptaget i 1993. Privatiseringerne har bl.a. omfattet Banque nationale de Paris, olieselskabet Elf-Aquitaine og Renaultfabrikkerne. Endnu er den franske stat dog stærkt involveret i mange grene af produktionslivet.

Fra 1993 blev det en økonomisk politisk hovedmålsætning at overholde konvergenskriterierne for EU's Økonomiske og Monetære Union, som Frankrig i 1999 indtrådte i. Euro afløste franc i 2002. Siden begyndelsen af 1990'erne har det offentlige budgetunderskud generelt oversteget konvergenskriteriet på 3% af BNP; i 2004 var det således 3,7%. For at nedbringe det optoges lån, men derved overtrådtes et andet EU-kriterium vedrørende maksimum for offentlig gæld (60% af BNP).

De offentlige indkomstoverførsler udgør en relativt stor andel af de samlede offentlige udgifter. Regeringen har derfor bl.a. tilstræbt en løsning på budgetproblemerne via en reformering af det sociale udgiftssystem, hvilket imidlertid er blevet mødt med modstand fra fransk fagbevægelse. En anden stor udgift er det offentlige sundhedsvæsen, som af WHO i 2000 blev udnævnt til verdens bedste.

Budgetproblemerne forstærkes af en høj arbejdsløshed, som midt i 1990'erne var omkring 12% faldende til 8-9% omkring århundredskiftet for så igen at stige svagt til trods for, at arbejdstiden er blevet reduceret til 35 timer om ugen med fuld lønkompensation. En løsning af problemerne på arbejdsmarkedet besværliggøres af et stort antal langtidsledige samt illegal indvandring af arbejdskraft fra tidligere kolonier i Nordafrika.

I takt med de vestlige industrialiserede landes stadig tættere integration er Frankrigs økonomiske relationer til landene i franczonen (tidligere og nuværende kolonier) blevet af underordnet karakter. Mens disse lande tegnede sig for omkring 1/3 af Frankrigs udenrigshandel i årene efter 2. Verdenskrig, er andelen faldet til nogle få procent siden 1990'erne, hvor handelen med andre EU-lande, især Tyskland, Belgien-Luxembourg, Italien og Spanien, dominerer.

I 2005 var Danmarks eksport til Frankrig på 26,0 mia. kr., mens importen fra Frankrig udgjorde 19,3 mia. kr. Blandt de vigtigste danske eksportvarer er olie, diverse maskiner, medicinalvarer og fisk. Køretøjer, industrimaskiner og vin er væsentlige importvarer.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig