Frank O. Gehry. Vitra Design Museum i den sydtyske by Weil am Rhein blev opført 1987-89 for en privatsamler. De kubiske former og det industrielle præg peger tilbage til 1920'ernes funktionalisme, men samtidig bryder bygningselementernes kolliderende konstellationer med den rationelle stil.

.

Frank O. Gehry. Guggenheim Museum i Bilbao, Spanien.

.

Frank O. Gehry, Frank Owen Gehry, egl. Ephraim Owen Goldberg, f. 28.2.1929, canadisk-amerikansk arkitekt, bosat fra 1947 og uddannet i USA. De fleste af Frank O. Gehrys bygninger er opført i Californien, hvor han åbnede tegnestue 1962 i Los Angeles.

Hans arkitektur bygger på 1920'ernes funktionalisme og konstruktivisme, men med en afstand, der placerer ham inden for dekonstruktivismen. Frank O. Gehry arbejder med at opbryde og konfrontere rum og bygningsdele som fx i hans egen bolig i Santa Monica (1977-78), en villa fra 1920'erne, hvor dele af de gamle vægge er fjernet og nye rum lagt udenpå.

Konstruktivismen ses i flere af hans andre villaer. I monumentaliseret form findes disse træk i California Aerospace Museum (1982-84) og Loyola Law School (1981-84), begge i Los Angeles; Frank O. Gehry har til disse bygninger føjet et tegn eller symbol, henholdsvis et Starfighter-fly og søjler. Sådanne billeder, der minder om Claes Oldenburgs skulpturer, går igen i hans fiskelampe (1984), slangepapirkurv (1984) og kæmpefiskene foran en fiskerestaurant i Kobe, Japan (1986-87) og ved La Vila Olímpica del Poblenou i Barcelona, Spanien (1989-92).

Bygningsvirksomheden fortsatte med en fabriksbygning og et museum til stoleproducenten Vitra i Weil am Rhein, Tyskland (1987-89), bygninger i EuroDisney uden for Paris (1988-92) og en del af den olympiske by i Barcelona (1989-92).

Blandt Frank O. Gehrys senere arbejder er det skulpturelt udformede kunstmuseum Frederick R. Weisman Art Museum (1993) i Minneapolis, USA, kontorejendommen "Det dansende hus" i Prag (1992-96, s.m. den kroatisk-tjekkiske arkitekt Vlado Milunić, f. 1941) og hovedværket, Guggenheim Bilbao (1997) i den nordspanske by Bilbao (se Guggenheim Museum).

Museet for rockmusik, Experience Music Projekt (2000) i Seattle, og Walt Disney Concert Hall (2003) i Los Angeles, begge USA, har ligeledes præg af store skulpturer med bølgende, metalklædte flader, ligesom Fondation Louis Vuitton i Paris (2006-14), hvor glasdækkede flader har fået former som et skibs vindspilede sejl.

Frank O. Gehry har i samarbejde med danske Cubo Arkitekter tegnet et nyt rådgivningscenter til Kræftens Bekæmpelse ”Hejmdal” i Aarhus, der blev indviet i 2009. Udgangspunktet for centeret er den gamle portnerbygning ved det tidligere Aarhus Kommunehospital fra 1908.

Under opførelse 2014 er Guggenheim Abu Dhabi (GAD) i de Forenede Arabiske Emiraiter, der vil blive verdens største Guggenheim-museum.

Frank O. Gehry har undervist ved flere amerikanske kunstakademier, designskoler og universiteter - i 2011 blev han professor ved University of Southern California - og har modtaget adskillige æresdoktorater. I 1989 tildeltes han The Pritzker Architecture Prize, som blev overrakt ved Todaiji-templet i Nara, Japan.

Læs mere om arkitektur i USA.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig