Francis Hagerup, 1853-1921, norsk politiker, statsminister 1895-98 og 1903-05. Hagerup var professor i retsvidenskab fra 1887, udfoldede et stort fagligt forfatterskab og var politisk aktiv i partiet Høyre og en stærk tilhænger af unionen med Sverige. Modsat store dele af partiet var Hagerup tilhænger af kvindelig valgret. Han var 1893-98 justitsminister og 1895-98 leder af samlingsregeringen, der forgæves søgte at forhandle en revision af unionen med Sverige med henblik på et selvstændigt norsk konsulatsvæsen. Hagerup var 1899-1903 formand for Høyre og sad 1900-06 i Stortinget. I 1903 blev han på ny statsminister i en samlingsregering, der skulle løse konsulatsspørgsmålet; i 1905 måtte han dog erkende, at forhandlingerne med Sverige var brudt sammen, og at unionen næppe kunne opretholdes. Da han modsatte sig forfatningsstridige skridt i forbindelse med den forestående unionsopløsning og fortsat ønskede forhandlinger, kom han i modsætningsforhold til både partiet og til det øvrige Storting. Hans regering trådte tilbage samme år. Hagerup blev i 1906 gesandt i København, i 1916 i Stockholm og var en af Norges repræsentanter ved Den Faste Voldgiftsret i Haag.