Fokida, græsk amt, 2121 km2 og 48.284 indb. (2001), er bjergrigt, naturskønt, tyndtbefolket og dækkes af Pindosbjergkædens sydlige del med Gionabjerget (2507 m) og Vardousiabjerget (2495 m) som de højeste. Amtets sydlige del afgrænses af Korinthbugten, hvor der ligger flere mindre badebyer såsom Agios Nikolaos, Galaxidi og Itea. NØ herfor ved Delfi by ligger den berømte antikke helligdom Delfi. En del af det store bjergmassiv Parnassos (2455 m), med Grækenlands største alpine skicenter og Parnassos Nationalpark, ligger i amtets østlige del. Ved bjergbyen Lidoriki vest for Amfissa er Mornosfloden opdæmmet til en stor kunstig sø med elkraftværk. Søen leverer drikkevand til Athen. Kun 170 km2 er opdyrket landbrugsjord, og der dyrkes primært hvede, oliven, frugt, tobak og tomater. I højlandet findes husdyrhold med geder, får og køer, og der fremstilles mælk og ost. Der brydes bauxit til aluminiumsfremstilling, men industrien er beskedent udviklet med produktion af fødevarer, beklædning, træ og transportudstyr.