Flinterenden, farvand mellem Saltholm og Skåne, naturlig sejlrende. Farvandet, med dybder på 5-7 m, fører over den tærskel af kalksten der skiller Øresund fra Østersøen. Farvandet deles af Oskars Grund (5 m) i et østligt og et vestligt løb. Sammen med Drogden er Flinterenden vigtig for vandudvekslingen mellem Kattegat og Østersøen. Flinterenden er forbeholdt nordgående trafik, Drogden sydgående.
Øresundsforbindelsens brodel fører over Flinterenden, og renden danner rigsgrænse mellem Danmark og Sverige.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.