Fjerde maj-bevægelsen 1919

Fjerde maj-bevægelsen 1919, kinesisk politisk bevægelse. Fjerde maj-bevægelsen har navn efter en national studenterdemonstration i Peking (Beijing) i 1919. Demonstrationen var dels rettet mod japanske krænkelser af kinesisk suverænitet, dels mod regeringen i Peking, der gav efter for japanerne.

Bevægelsen stod imidlertid for langt mere end en markering af den nye nationalfølelse. Den blev en fællesbetegnelse for det første helt klare udtryk for de unge intellektuelles opgør med traditionelle værdier. Kina havde siden Opiumkrigen i 1840 kulturelt og politisk befundet sig i en stadig alvorligere og mere omfattende nedgangsperiode. Den nye bevægelses mænd og kvinder ønskede demokrati, ligestilling og en udvikling, der ligesom i Vesten tog udgangspunkt i naturvidenskab og teknologi. De var også af den opfattelse, at forudsætningen for en sådan udvikling var en kulturel og ideologisk vækkelse, der byggede på en reform af skriftsproget, så det afspejlede det daglige talesprog og bedre kunne udtrykke de nye idéer. De førende skikkelser i bevægelsen var derfor forfattere og kulturpersonligheder som Lu Xun, Guo Moruo, Hu Shi og revolutionære intellektuelle som Chen Duxiu og Li Dazhao.