Finland - arkitektur, Finsk arkitektur har siden middelalderen via Sverige været præget af vesteuropæisk kultur. Domkirken i Turku (Åbo) fra 1200-t. er den ældste i rækken af katolske stenkirker fra middelalderen. Nogle blev opført som store pilgrimskirker, hvis gotiske stejle tage med rigt ornamenterede gavle står markant i landskabet. Finland var volden mod den ortodokse kirke. Ved Savonlinna (Nyslott) og vandvejen gennem søerne nær grænsen til Rusland ligger den bedst bevarede middelalderborg, Olavinlinna (grundlagt 1475), med runde flankerende skydetårne. Omkring 1600-t. blev der i træ bygget korskirker og klokkestabler med svungne tage og løgkupler.

Den tyske arkitekt C.L. Engel kom 1816 til Helsinki for at opbygge den nye hovedstad, planlagt efter et klassisk rudenet. Arkitekturen var en enkel klassicisme med Sankt Petersborg i Rusland som forbillede. De offentlige, søjlesmykkede bygninger i pudset tegl blev malet lyse, de fleste gule. Engels arkitektur påvirkede byggeriet i hele landet, hvor de fleste huse endnu blev opført i træ.

Stilfornyelsen omkring 1900, inspireret af den britiske Arts and Crafts-bevægelse, fik en kort og heftig opblomstring. Den klassiske arkitektur blev skiftet ud med asymmetriske og udtryksfulde former, der afspejler funktionen, og ornamentikken blev nåletræer, bjørne og egern hugget i sten. Kunstnerkolonien Hvitträsk, som Eliel Saarinen mfl. byggede 1902, viser nationalromantikken i en klar finsk fortolkning. Kritik fra internationalt orienterede rationalister med kontakt til belgieren Henry van de Velde ledte til mere diskrete former og symmetri. Helsinkis Hovedbanegård, opført 1910-14 af Eliel Saarinen, står som en syntese af periodens modsat rettede tendenser med facader i granit og haller i beton og stål.

Mellemkrigstidens funktionalisme kom i Norden klarest til udtryk i Finland. Arkitekturen bestemtes foruden af æstetiske begreber også af en menneskelig holdning og et socialt ansvar. De unge, bl.a. Alvar Aalto, Erik Bryggman og Hilding Ekelund (1893-1984), udviklede den "hvide arkitekturs" udtryksfulde stil. Den karakteriseres af en mere frit udformet gennembrydning af facaden og vandrette vinduesbånd på en bygningskrop, som er formet i en frit grupperet komposition, der afspejler funktionen. På samme tid stod J.S. Sirén for en klassicistisk linje, som er udtrykt i hovedværket, den monumentale rigsdagsbygning i Helsinki (1925-31). Var funktionalismen i 1930'erne mest en stil, blev den i 1950'erne og 1960'erne i høj grad en industriens ideologi, hvor rationalismen med standardisering og elementbyggeri slog igennem. Aaltos humanisme fik som modpol en internationalt præget rationalisme, repræsenteret af bl.a. Viljo Revell. Tapiola (Hagalund) (1951), en satellitby til Helsinki med en spredt bebyggelse med hvide huskroppe i et skovparkområde, står som en syntese af den sene funktionalisme med et rigt varieret bybillede, formet af de bedste arkitekters fortolkninger af kultur-, kontor- og boligbyggerier.

Professor Reima Pietilä prægede med sit særegne ekspressive formsprog de arkitekter, der kom fra Oulu (Uleåborg) arkitektskolen efter 1970'erne. En del sluttede sig til den internationale postmodernisme med arbejder i træ og tegl i protest mod den mekaniserede funktionalisme og i modsætning til Helsinki-skolens modernister. De byggede højt i stål og beton, og mange træhuskvarterer forsvandt.

Efter årtiers erfaringer med industrialisering og rationalisme frem mod årtusindskiftet sås gamle håndværkstraditioner genopdyrket i et moderne formsprog. Det murede byggeri og træ, velegnet til det finske klima, blev igen anvendt til boliger, institutioner og andre offentlige bygninger. Boligkvarterer med afsæt i gamle småbyers tætte strukturer med moderate højder skød op i 1990'erne. Juha Leiviskä markerede sig som lysets arkitekt, hvilket ses i bl.a. Männistö kirke, Kupio (1986-92), hvor dagslysets modulering giver rummet en svævende effekt. Kiasma, Museet for nutidskonst, i Helsinki er et eksperiment i zink og glas over en frit kurvet form, tegnet af den amerikanske arkitekt Steven Holl og indviet 1998.

Omkring 2000 præges mange værker af additive strukturer, fx Aurinkolahti Comprehensive School, Helsinki (1998-99), af Raimo Terrinne, Timo Jeskanen, Tuomo Repo, Kari Lemettinen og Leena Yli-Lontinen. Af nyere bygninger kan også nævnes Åbo Kunstakademi (1997) af Laiho, Pulkkinen & Raunio, Nokias hovedkvarter i Espoo (1998) af Helin & Siitonen og den finske ambassade i Berlin (1999) af arkitektgruppen VIIVA.

Læs mere om Finland.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig