Faktaboks

Fakhr al-Din As'ad Gorgâni
Født
Gorgân, i det nordøstlige Iran
Død
Gorgân
Kilde
https://iranicaonline.org/articles/gorgani

Fakhr al-Din Gorgâni var en persisk digter, hvis mest kendte værk, versromancen Vis-o Râmin fra ca. 1150, er et hovedværk i Irans litteraturhistorie, da det bygger bro mellem Iran præislamiske, mundtlige litterære tradition og den skriftlige klassiske persiske litteratur fra den islamiske periode (ca. år 900 til i dag). Vis-o Râmin har efter al sandsynlighed rødder i en fortælling fra den parthiske periode af Irans historie og reflekterer denne periodes høviske kultur – inklusive den zarathustriske religion – og samfundsorden.

Vis-o Râmin foregår i et royalt miljø, hvor de to hovedpersoner, Vis og Râmin, forelsker sig i hinanden, gennemgår dramatiske forviklinger og forhindringer, for til sidst at få hinanden. Værket har mange paralleller til historien om Tristan og Isolde, og nogle forskere mener, at Vis-o Râmin er en forløber til det europæiske værk, der dog ender tragisk for de to hovedpersoner.

Vis-o Râmin er oversat til nogle europæiske sprog, og romancen findes også i en georgisk prosaversion, der er oversat til tysk, Wisramiani – oder Die Geschichte der Liebe von Wis und Ramin, Manesse Verlag, 1957.

Gorgânis fødsels- og dødsår kendes ikke, men kan anslås til at være ca. 1025-1090.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig