Faktaboks

F.A. Holstein

Frederik Adolph Holstein

Født
18. oktober 1784
Død
21. maj 1836

Frederik Adolph Holstein (1784-1836). Det Kongeli8ge

.

F.A. Holstein var en dansk lensgreve og politiker. Holstein overtog i 1808 grevskabet Holsteinborg, efter at det havde været administreret af C.D.F. Reventlow, som han var stærkt påvirket af; samme år blev han gift med en datter af J.L. Reventlow.

F.A. Holstein gennemførte omfattende forbedringer i landbruget, oprettede i 1809 et selskab for industri og husflid, i 1810 den første danske sparekasse og året efter den første kvægassuranceforening. Han engagerede sig desuden i modernisering af skolevæsenet og bekostede opførelsen af flere skoler.

På sit grevskab fæstede han i 1820'erne bønder fra de vakte kredse på Fyn, ansatte skolelærere fra de reventlowske seminarier og kaldte præster med en positiv indstilling til de gudelige rørelser. Holstein udarbejdede i 1814 et forslag til en grundlov for Norge og foreslog i 1819 oprettelsen af en kreditforening for landbruget; han deltog endvidere i den kirkelige debat som fortaler for bibelselskaber og mission og var i 1820'erne en af den græske frihedskamps talsmænd i Danmark.

I 1835 blev F.A. Holstein kongevalgt medlem i Roskilde Stænderforsamling, hvor han som en af de mest aktive var stærkt optaget af reformarbejde, bl.a. indførelse af kommunalt selvstyre, trykkefrihed og ophævelse af slaveriet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig