Ved folketællingen i 1989 var der 1,56 millioner indbyggere i Estland, heraf 61,3 % estere og 35,2 % slavisktalende (russere, hviderussere og ukrainere). Fem år senere var indbyggertallet faldet med ca. 60.000 pga. fraflytning af russere og fødselsunderskud. I perioden 1989-2000 faldt folketallet med 12,5 %. Pr. 1.1.2005 var det samlede indbyggertal ca. 25.000 lavere end i 2000, og tendensen er nedadgående. Det lave fødselstal og den store dødsrate afspejler, at befolkningen er gammel; 22 % af indbyggerne er pensionister (2005). Forskellen i middellevetid, men til dels også følgerne af 2. Verdenskrig, er årsag til en stor overvægt af ældre kvinder.

De slavisktalende indbyggere bor helt overvejende i byerne, især de større industribyer i den nordøstlige del af landet, hvor de flere steder udgør et flertal. Langt de fleste er kommet til Estland efter 1945 som led i den sovjetiske industrialiseringspolitik.

To tredjedele af befolkningen lever i de seks nordligste af landets femten amter, og her foregår tre fjerdedele af industriproduktionen.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig