Erling Skakke

Artikelstart

Erling Skakke, d. 1179,norsk jarl og rigsforstander. Erling Skakke var en af kong Inge 1. Haraldsson Krokrygs mest ansete mænd, og kongen sørgede for, at han blev fornemt gift med Kristin (ca. 1125-78), datter af kong Sigurd 1. Jorsalfar. Under et korstog til Jerusalem sammen med jarl Ragnvald Kale fra Orkneyøerne fik Erling et hug på halsen, hvilket fik hans hoved til at hælde ("sidde på skakke"), og det gav ham hans tilnavn.

Efter kong Inges fald i 1161 fik Erling sin søn Magnus 5. Erlingsson kåret til konge og salvet og kronet i 1163 eller 1164 af ærkebiskop Øystein Erlendsson. Erling Skakke var en dreven politiker og en tid Norges mægtigste mand som formynder for sin mindreårige søn. Han døde i kamp med kong Sverre Sigurdsson, Magnus' efterfølger som konge i Norge.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig