Edward Gibbon Wakefield, 1796-1862, britisk forretningsmand og kolonisator. Efter at være blevet enkemand bortførte Wakefield i 1826 en skolepige, der havde udsigt til en større arv, og tvang hende til ægteskab. Under det følgende treårige fængselsophold udviklede han sine idéer om, at de nye kolonier ikke kun skulle befolkes af straffefanger; i stedet skulle der systematisk grundlægges samfund af frie indvandrere, sammensat som en kopi af den britiske samfundsstruktur. Wakefield oprettede flere selskaber, der opkøbte jord i kolonierne billigt, sendte emigranter af sted og solgte derpå jorden dyrt til dem. Han stod bl.a. bag den mislykkede kolonisation af South Australia i 1836 og firmaet New Zealand Company, der grundlagde Wellington i 1840. Wakefield emigrerede selv til New Zealand i 1852.