Earth, Wind & Fire, amerikansk soulgruppe dannet i 1970 af komponisten, sangeren og trommeslageren Maurice White (1944-2016). Gennembruddet kom i 1973 med lp'en Head to the Sky, fulgt af That's the Way of the World (1975).

Earth, Wind & Fire var en af USA's mest populære grupper i slutningen af 1970'erne og blandede en flot musikalsk cocktail af soul, disco, funk, jazz og latin. Gruppens sceneshow var særdeles spektakulært, og på lp-pladernes omslag blev der flirtet med egyptisk religion og mysticisme.

Blandt Earth, Wind & Fires største succeser var Shining Star (1975), All'n'All (1977), I Am (1979), Boogie Wonderland (1979) og Let's Groove (1981).

Maurice White ophørte med at turnere i 1995 pga. sygdom, men gruppen er i øvrigt fortsat aktiv.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig