EU's historie

EU. Undertegnelsen af Romtraktaten den 25.3.1957 i Palazzo dei Conservatori på Capitol i Rom. Fra venstre ses P.H. Spaak og J.-Ch. Snoy et d'Oppuers (Belgien), C. Pineau og M. Faure (Frankrig), K. Adenauer og W. Hallstein (Vesttyskland), A. Segni og C. Martino (Italien), J. Bech (Luxembourg) samt J. Luns og J. Linthorst Homan (Holland).

.

EU. Statsminister Jens Otto Krag underskriver den 22.1.1972 i Bruxelles Romtraktaten på Danmarks vegne, mens minister for udenrigsøkonomi mv. Ivar Nørgaard (tv.) og udenrigsråd Jens Christensen ser til. Ved underskrivelsen satte Krag kronen på sine mangeårige bestræbelser på at få Danmark ind i Det Europæiske Fællesskab.

.

Den historiske baggrund

Internationalt samarbejde før 1945 var baseret på mellemstatslige aftaler, som ikke indebar, at de deltagende lande afgav suverænitet. Under krigen forstærkedes idéen om Europas Forenede Stater, og kræfter i modstandsbevægelserne formulerede et program for en europæisk føderation, der skulle ledes af en overstatslig regering med en fælles hær og være direkte ansvarlig over for en demokratisk forsamling.

Føderalistiske idéer lå til grund for en kongres i Haag i 1948 for europæiske parlamentarikere, bl.a. deltog den tyske kansler Konrad Adenauer, den britiske premierminister Winston Churchill, den belgiske premierminister Paul-Henri Spaak og den italienske premierminister Alcide De Gasperi. Churchills deltagelse skabte håb om, at Storbritannien ville indgå aktivt i unionsprocessen, og hans forslag om en europæisk forsamling blev taget op af den Europabevægelse, der blev dannet på kongressen. Den britiske regering var imidlertid sammen med de skandinaviske lande afvisende over for de føderalistiske sider af forslaget. Det endelige kompromis, Europarådet fra 1949, blev en kombination af en rådgivende forsamling og et ministerråd, hvori beslutninger krævede enstemmighed. Dette lå langt fra de føderalistiske idealer, men ikke desto mindre blev Europarådet et vigtigt debatforum for europæisk integration i 1950'erne.

Storbritannien var kun interesseret i et traditionelt mellemstatsligt samarbejde. Forholdet til Commonwealth-landene og tilknytningen til USA blev prioriteret højere, hvilket passede dårligt sammen med et tættere samarbejde med det kontinentale Vesteuropa.

Den amerikanske genopbygningshjælp, Marshallplanen, som blev sat i værk 1948-52, forudsatte, at modtagerlandene indgik i den økonomiske samarbejdsorganisation Organization for European Economic Cooperation, OEEC (senere OECD). Her var der udbredt bekymring for, at andre lande skulle få indflydelse på indenrigspolitiske sager, og Storbritannien, Benelux og Skandinavien insisterede på, at alle beslutninger skulle være enstemmige. Store sager vanskeliggjorde OEECs arbejde, fx toldpolitikken og landbrugspolitikken, herunder den udbredte statsstøtte til erhvervet. Marshallhjælpen blev dog alligevel igangsættende for tanker om økonomisk integration.

Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab

I god overensstemmelse med amerikanske ønsker om europæisk integration fremlagde den franske udenrigsminister Robert Schuman i 1950 en plan, der var udarbejdet af erhvervs- og embedsmanden Jean Monnet med henblik på at sammenføje den europæiske kul- og stålindustri under en uafhængig overnational myndighed. Forslaget kan ses som et udtryk både for den europæiske idé og for nationale sikkerhedspolitiske interesser. Tanken var, at at fjerne den gamle modsætning mellem Frankrig og Tyskland. Men der var tillige økonomiske motiver. En vigende efterspørgsel og udsigt til overproduktion af kul og stål var bekymrende. Desuden ønskede USA, at Ruhrdistriktet skulle føres tilbage til tyskerne, hvilket ville styrke den vesttyske industri, der i forvejen var mere konkurrencedygtig end den franske. Et fælles, reguleret marked for stål ville betyde en udligning af priserne og dermed en mindskelse af problemet for den franske industri.

Tilsvarende imødekom Schumanplanen tyske interesser. Kansler Adenauer så planen som en mulighed for på én gang at få Vesttyskland accepteret som en ligeværdig partner i internationalt samarbejde og at blive knyttet tættere til den vestlige del af verden.

Frankrig og Vesttyskland var derfor interesseret i at få fastslået, at en kommende kul- og stålunion skulle bygge på princippet om suverænitetsafgivelse, men det endelige resultat var langt fra Monnets og Schumans oprindelige plan. Benelux ønskede, at de enkelte regeringer fik en vis kontrol med den nye organisation. Kompromiset blev oprettelsen af fire institutioner:

  • den Høje Myndighed,
  • et ministerråd,
  • en forsamling
  • og en domstol.

Graden af integration blev afgjort af forholdet mellem den Høje Myndighed og Ministerrådet. Fastsættelse af priser blev fx henvist til Ministerrådet, hvor de små stater havde forholdsvis stor indflydelse i kraft af stemmefordelingen.

Organisationens budget og finanser var den Høje Myndigheds område. Den parlamentariske forsamling fik ikke megen indflydelse og var således kun en svag afglans af de oprindelige føderalistiske idéer, der havde givet forsamlingen en rolle svarende til et nationalt parlament med mulighed for at fremsætte love og kontrollere den udøvende myndighed. Traktaten om Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab, EKSF-Traktaten, blev underskrevet 18.4.1951 i Paris og trådte i kraft 23.7.1952 med Frankrig, Vesttyskland, Italien og Benelux-landene som medlemmer. Traktaten repræsenterede en ny form for internationalt samarbejde, integration inden for en sektor.

Umiddelbart efter præsentationen af Schumanplanen fremlagde den franske landbrugsminister Pierre Pflimlin et forslag for landbrugssektoren, idet statslig beskyttelse af landbrugsproduktionen og af indkomstniveauet i erhvervet gjorde området til et meget vanskeligt punkt dels i liberaliseringen i OEEC, dels i de forskellige tilløb til europæisk samarbejde. Pflimlin foreslog et fælles landbrugsmarked med en regulerende og planlæggende overstatslig instans. Den hollandske landbrugsminister Sicco Mansholt byggede videre på idéen. Han foreslog at udligne effekterne af de nationale ordninger med statsstøtte ved at harmonisere priserne på landbrugsvarer. Denne såkaldte grønne plan blev diskuteret i Europarådets regi frem til 1955, hvorefter forhandlingerne blev overført til OEEC, hvor der ikke skete fremskridt. Uenighederne var for store, de nationale særinteresser for stærke, og forsøget på at løse landbrugets problemer blev først taget op igen i forbindelse med forhandlingerne om Romtraktaten.

Europahæren

Integration blev også afprøvet på forsvarsområdet med et forsøg på at skabe en vesteuropæisk hær. Forslaget kom fra den franske premierminister René Pleven. Hans plan gik ud på, at nationale enheder skulle placeres under en fælles politisk og militær myndighed. Det var et ømtåleligt spørgsmål i den offentlige opinion, navnlig fordi planen indebar genopbygning af det vesttyske forsvar.

Den franske nationalforsamling godkendte Plevenplanen i oktober 1950, og i 1952 blev Traktaten om Det Europæiske Forsvarsforbund (European Defence Community, EDC) underskrevet af de stater, der var med i Kul- og Stålunionen. Storbritannien, som Frankrig ønskede med i EDC som modvægt mod Vesttyskland, afviste at deltage.

Den overstatslige myndighed fik ikke de samme udstrakte beføjelser som i EKSF. Der var heller ikke tale om et ligeværdigt forhold mellem Frankrig og Vesttyskland. Den europæiske hær skulle hindre, at Vesttyskland fik fuld militær selvstændighed, mens de andre fem deltagere kunne opretholde nationale enheder under suveræn kontrol.

I 1953 foreslog forsamlingen i Kul- og Stålunionen, at unionen og EDC skulle udbygges med et overordnet politisk fællesskab, som kunne kontrollere de to organisationer. Den endelige plan blev således meget omfattende, og den faldt på spørgsmålet om Europahæren.

Efter Sovjetunionens diktator Stalins død og Koreakrigens ophør 1953 opstod en ny sikkerhedspolitisk situation. Den indebar forhåbninger om afspænding, og modstanden mod at inddrage Vesttyskland i oprustningen voksede. Samtidig mindskede udbygningen af NATO behovet for at danne en selvstændig europæisk organisation. I august 1954 afviste den franske nationalforsamling EDC-Traktaten; Vesttysklands militære placering blev i stedet løst med landets optagelse i NATO i 1955.

Romtraktaten

Troen på europæisk enhed havde fået dybe skrammer. Jean Monnet og Paul-Henri Spaak uddrog den lære, at det var nødvendigt i stedet at satse på det økonomiske og det teknisk-videnskabelige område, dvs. atomenergi. Andre overvejelser gik i samme retning.

Spaak udarbejdede et memorandum, der forenede en toldunion eller et fælles marked med en organisation til udvikling af atomenergi. I juni 1955 mødtes udenrigsministrene fra de seks lande i EKSF i Messina på Sicilien. Andre lande var indbudt, fx Storbritannien, der imidlertid ikke tog initiativet alvorligt.

Messinakonferencen betegnes normalt som den begivenhed, der blev udgangspunktet for dannelsen af EF. Små to år senere, 25.3.1957, underskrev Vesttyskland, Frankrig, Italien og Benelux de to Romtraktater, Traktaten om Det Europæiske Økonomiske Fællesskab, EØF, og Traktaten om oprettelsen af Det Europæiske Atomenergifællesskab, EURATOM.

Forhandlingerne var komplicerede pga. de seks landes meget forskellige interesser. Den franske stræben efter integration byggede på opfattelsen af, at den bedste vej til en fransk-tysk forsoning var at binde Vesttyskland til en koalition, der ikke var domineret af USA. De overstatslige aspekter mødte imidlertid voksende kritik internt i Frankrig, uden at målet om en fransk-tysk politisk alliance blev opgivet. Derimod var man yderst skeptisk over for det hollandske forslag om et fællesmarked pga. frygten for den tyske industri.

Vesttysklands interesse bestod for kansler Adenauer først og fremmest i at blive anerkendt fuldt ud på internationalt plan. Problemet var, at en toldunion ville ramme den store tyske eksport til tredjelande som Østrig og Skandinavien, men Adenauer var i modsætning til økonomiminister Ludwig Erhard villig til at betale den pris. Det vigtigste for Italien var bedre eksportmuligheder, åbne grænser, som kunne lette udvandringen af arbejdskraft, samt pålidelig tilførsel af kapital til fremme af moderniseringen. Benelux var mest optaget af liberalisering af handelen men skeptisk over for de overstatslige institutioner.

I forhold til Kul- og Stålunionen var det overstatslige aspekt tonet ned i Romtraktaten. Kommissionen fik færre beføjelser end den Høje Myndighed, Ministerrådet i EF fik tilsvarende øget den udøvende magt. Domstolens afgørelser blev yderligere afgørende for graden af suverænitetsafgivelse. EF var et bredere internationalt samarbejde end Kul- og Stålunionen ved at pege videre end sektorintegrationen, og ved i højere grad at regulere skabelsen af friere markedsforhold mellem medlemsstaterne end tilfældet var i fx OEEC og EFTA. Da prisen for deltagelse i EF var afgivelse af suverænitet, blev medlemsgruppen begrænset, hvilket styrkede Fællesskabet internt og over for tredjelande.

Politisk var de vigtigste indsatsområder etableringen af fri bevægelighed for varer, personer, tjenesteydelser og kapital, oprettelsen af en toldunion og formuleringen af en fælles landbrugspolitik. Toldunionen skulle afskaffe told og begrænsninger på handel mellem medlemslandene samt fastsætte en fælles told over for andre lande. Landbrugspolitikken skulle afskaffe de nationale støtteordninger og skabe fælles prismål for landbrugsvarerne, samt fastsætte kvoter og toldtariffer for produkter importeret fra tredjelande. Den fælles landbrugspolitik var på plads i 1967 og toldunionen året efter.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig