Faktaboks

Donovan
Født
10. maj 1946

Donovan, egl. Donovan Philip Leitch, f. 10.5.1946, britisk folkesanger, guitarist og sangskriver. Donovan fik et gennembrud i 1965 med Catch the Wind, Colours og The Universal Soldier, der var enkle og iørefaldende folk-ballader. Med disse sange blev han hyldet som en engelsk, mere blid pendant til Bob Dylan. Året efter skiftede han stil og fik succes med Sunshine Superman (1966) og Mellow Yellow (1967), hvor han udbyggede instrumenteringen i de musikalske arrangementer.

Siden sin internationale succes med sangen Atlantis i 1969 har Donovan været aktiv, men uden samme høje popularitetsmæssige profil. Omkring 1968 var han indbegrebet af flowerpower helt ud i klædedragt og pladetitler (dobbelt-LP'en A Gift from a Garden to a Flower, 1967), men samtidig så original i sit musikalske udtryk, at det kan undre, at han i modsætning til så mange af sine samtidige nærmest er gået i glemmebogen. Et forsøg fra den amerikanske pladeproducer Rick Rubin (f. 1963) på at relancere ham i 1996 havde ikke den ønskede effekt.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig