BNP pr. indbygger ligger omkring 1000 dollars, og landet hører til de fattigere i Mellemamerika. Infrastrukturen er dog ganske godt udbygget, og landet har nydt godt af den caribiske turistsektors hurtige udvikling. Mens Cuba af politiske grunde har været lukket for amerikanerne, har turismen udviklet sig til det største tilskud til Den Dominikanske Republiks økonomi. Sukker er fortsat en betydningsfuld eksportvare, men nikkel er vigtigere ligesom varer fremstillet i de over 30 industrielle zoner, hvor udenlandske investorer tilbydes næsten total skattefrihed og tiltrækkes af de lave arbejdslønninger. Fra slutningen af 1990'erne har landet haft en betydelig økonomisk vækst, især pga. indtægter fra turisme og eksportproduktion i landets frizoner. Fattigdom og arbejdsløshed er dog stadig udtalt, bl.a. blandt de mange indvandrere fra Haiti. I 2001 havde 25% af befolkningen en indkomst under FNs fattigdomsgrænse.
Landbruget er præget af lav produktivitet med baggrund i begrænsede investeringer og en skæv jordfordeling. En betydelig del af importen udgøres af fødevarer. Ud over sukkerrør dyrkes bl.a. kaffe, kakao, ris og majs. Krav om jordreformer er blevet imødegået fra konservativt hold som udslag af kommunisme; det var bl.a. baggrunden for en militær intervention fra USA i 1965.
Vedvarende underskud på statsbudgettet og på betalingsbalancens løbende poster gav i begyndelsen af 1990'erne landet store problemer med udlandsgælden, og man måtte følge IMFs (Den Internationale Valutafonds) krav om besparelser, hvilket medførte betydelig social uro.
Som tidligere spansk koloni er Den Dominikanske Republik med i EUs Lomékonvention, hvor bl.a. sukkereksporten har præferenceadgang til EUs marked. Landet er desuden en del af USAs Caribbean Basin Initiative Project om udvikling af samhandelen i regionen.
Læs videre om sproget i Den Dominikanske Republik eller læs om landet generelt.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.