Faktaboks

Dominicus

på spansk Domingo de Guzmán

Født
1170
Død
1221
Levetid - kommentar
Fødselsåret er omtrentligt

Dominicus var en spansk præst, der i 1215 grundlagde dominikanerordenen. Han blev helgenkåret i 1234.

De formative år

Efter studier i Palencia blev han optaget i domkapitelet i Osma, hvis biskop, Diego de Acebes (d. 1207), i 1203 tog ham med på en rejse i kongens ærinde til Sydfrankrig. Ifølge en senere, usikker tradition skulle rejsen være gået til Danmark. Rejsen gennem Sydfrankrig, hvor kætterbevægelsen katharerne udfordrede kirken, gjorde stort indtryk. Sammen med biskop Diego de Acebes arbejdede han efterfølgende på at omvende katharerne gennem prædiken og diskussion, og efter biskoppens død fortsatte han arbejdet fra en stilling i Prouille ved Toulouse 1207-17. Under korstoget mod albigenserne (1209-29) prædikede han i de erobrede byer under beskyttelse af korstogets leder Simon af Montfort.

Grundlæggelsen af domikanerordenen

I 1215 grundlagde han i Toulouse et broderskab, der gennem prædiken skulle udbrede den katolske tro og bekæmpe kætteriet. Det fik navnet Ordo Praedicatorum (prædikebrødrene) og kaldes også for dominikanere eller sortebrødre på grund af den sorte ordensdrag. I lighed med de lidt ældre franciskanerne er der tale om en tiggermunkeorden med base i byerne. I forbindelse med det 4. Laterankoncil senere samme år (1215) modtog han i Rom afgørende råd fra pave Innocens 3. for sit broderskab og dets mission. I 1216 godkendte pave Honorius 3. broderskabet på grundlag af Augustinerregelen (se dominikanere). Under uafbrudte rejser sendte Dominicus broderskabets medlemmer på studieophold til Paris og Segovia, prædikede i Norditalien, afholdt generalkapitel i Bologna 1220 og 1221 samt virkeliggjorde det franciskanske fattigdomsideal i sit eget liv.

Arv

Dominicus efterlod sig en tradition for bod og selvdisciplin forenet med et brændende ønske om at udbrede den katolske tro ved prædiken. Der er ikke overleveret skrifter fra Dominicus' hånd.

Dominicus afbildes i dominikanernes ordensdragt og ofte med en lilje i hænderne. Til tider vises han også, som hos Fra Angelico, med en stjerne over hovedet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig