Simon de Montfort, ca. 1160-25.6.1218, fransk hærfører. Montfort var først deltager i, siden anfører for albigenserkorstoget 1209-18 i Sydfrankrig. Korstoget blev ved hans brutale fremfærd hurtigt forvandlet til et opgør mellem Nord- og Sydfrankrig og et åbenlyst forsøg på at lægge den sydlige del direkte ind under den franske krone. I Slaget ved Muret 1213 besejrede Montfort Raymond 6. af Toulouse (1156-1222) og Peter 2. af Aragonien og forhindrede dermed, at det sydlige område tilsluttede sig Aragonien. Han udnævntes 1215 til greve af Toulouse, men hans magt smuldrede i de oprør, der fulgte. Han blev dræbt under en belejring af Toulouse i 1218.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.