Demokratiske Republik Congo - geografi

Hovedparten af landbruget er rettet mod selvforsyning og lokalt salg. De vigtigste afgrøder er kassava og andre rodfrugter samt majs og ris. Vigtigste eksportafgrøde er kaffe. Tidligere var også jordnødder og palmeolie vigtige for eksporten, men produktionen faldt mod slutningen af 1900-t. Hovedparten af eksportafgrøderne dyrkes i udenlandskejede plantager. En barriere for landbrugseksporten er de store transportproblemer, som forværredes yderligere i årene med borgerkrig, hvor dyrkningen af salgsafgrøder faldt væsentligt. Også fødevareforsyningen til byerne blev usikker, og mange måtte forlade disse for at opbygge deres egne selvforsyningsbrug på landet. Borgerkrigen har også sendt mange folk på flugt ind i regnskoven, hvor fødevareforsyningen er vanskelig. I 2006 anslog FN, at op til 1,6 mio. mennesker i den østlige del af landet havde behov for fødevarehjælp, mange af dem i flygtningelejre. Potentialet for landbrugsproduktion er stort, men en udvidelse af produktionen vil kræve både strukturreformer og tilførsel af kapital.

Tropisk regnskov dækker fortsat tre fjerdedele af landet, men der sker kun en beskeden udnyttelse. Potentialet for større hugst er til stede, og udenlandske selskaber er aktive med udforskning af mulighederne. Den årlige produktion er lille i forhold til resurserne, og reduktionen i skovarealer skyldes derfor især rydning af skov til de traditionelle svedjebrug. I selvforsyningslandbruget indgår ofte et beskedent dyrehold. Kvæg og fjerkræ er mest udbredt, men der er kun en lille kommerciel produktion af kød. Også fiskeriet er begrænset. I floder, søer og ved kysten findes mindre fiskersamfund, som fisker til lokalt salg.

Minedrift er klart den vigtigste økonomiske aktivitet i Den Demokratiske Republik Congo og indtjener hovedparten af landets eksportindtægter med diamanter, kobber og olie som de vigtigste eksportvarer. Minedriften foregår især i den sydlige provins Katanga. I slutningen af 1980'erne var landet verdens største producent af cobalt, den næststørste af industridiamanter og den sjettestørste af kobber. I de sidste år af 1900-t. faldt produktionen som en konsekvens af borgerkrig, mangel på investeringer og mangel på højtuddannet arbejdskraft, da hovedparten af de udenlandske ansatte i de multinationale mineselskaber forlod landet. Fra 2002 er produktionen og eksporten af især cobalt igen begyndt at stige.

Industrien er beskeden. Vigtigst er de industrier, som producerer forbrugsgoder til det lokale marked, fødevareforarbejdning, bryggerier og tobaksfabrikker, tekstilfabrikker, sæbefabrikker samt cementfabrikker og samlefabrikker for bl.a. biler. De fleste virksomheder ligger i hovedstaden, Kinshasa. Industriens vækstmuligheder begrænses af det beskedne marked i landet, og den blev hårdt ramt af de økonomiske problemer, som fulgte efter den politiske uro i 1990'erne. Andre vigtige industrier er dem, som er involveret i forarbejdning af lokale råvarer til eksport, herunder virksomheder i tilknytning til minedriften, hvoraf hovedparten ligger i Lubumbashi. Endelig er den måske vigtigste sektor, især for den fattige del af befolkningen, den småindustri og håndværksproduktion, der foregår i den informelle sektor, bl.a. i byernes slumkvarterer, ved markedspladser og ude i landdistrikterne. Også denne sektor ramtes hårdt af uro og borgerkrig. Turismen var før borgerkrigen i kraftig vækst, men faldt derefter væk. Landets vigtigste attraktioner er de store nationalparker.

Energi. Congofloden og dens bifloder har et enormt vandkraftpotentiale, men kun et par procent udnyttes. Det største anlæg findes ved Inga-dæmningen SV for Kinshasa; anlægget er blandt de største dæmningsanlæg i Afrika, men kun en lille brøkdel af kapaciteten udnyttes. Et olieraffinaderi ligger i Moanda på kysten, men landets olieproduktion eksporteres som råolie. Årsagen er, at raffinaderiet ikke kan bruge den lokale tunge råolie; det er bygget til lettere olie, som importeres fra Mellemøsten. For befolkningen er den vigtigste energikilde brænde eller trækul, som bruges til madlavning.

Transport. Den Demokratiske Republik Congos transport- og kommunikationssystem er stadig præget af kolonitiden, hvor det udbyggedes for at tjene belgiske interesser. Veje og jernbaner blev bygget, så de supplerede flodtransport og forbandt mineområderne i Shabaprovinsen og landbrugsområdet i Kivu med Kinshasa og herfra med jernbane til havnebyen Matadi. En jernbane fra flodhavnebyen Bumba til Isiro fik koblet de kaffeproducerende områder til systemet. Dette system er ikke blevet afgørende ændret siden selvstændigheden, ud over at store dele er blevet slidt ned. Der findes kun få asfalterede landeveje, og lastbiltransport tværs gennem landet er i store dele af året nærmest umulig. Hertil kommer, at flere jernbaner knap fungerer, og at den vigtige flodsejlads på Congo er skåret ned. Sejlturen mellem Kinshasa og Kisangani tager 11-12 dage opstrøms og 6-7 dage nedstrøms, hurtigst fra juli til december, når vandstanden i floden er højest. I 1990'erne reduceredes antallet af store floddampere til én fungerende, således at der derefter kun var én afgang pr. måned hver vej. Transportproblemerne er specielt store for mineindustrien i Katanga, som nærmest er blevet afskåret fra resten af landet; forbindelsen til Kisangani kan ikke bruges i store dele af året, og mod Kinshasa er de sidste 932 km fra Ilebo til hovedstaden svært passable i bil. Problemerne for mineindustrien er specielt store, da borgerkrig i Angola effektivt har stoppet jernbanen, som forbandt Lubumbashi med havnebyen Benguela i Angola. Genopbygningen af denne forbindelse forventes først færdig i 2010. Konsekvensen er, at produktionen i mange år har måttet sendes ud via sydafrikanske jernbaner og havne, en dyr transportrute på op mod 4000 km. De vanskelige betingelser for landtransport betyder, at flytrafikken er særlig vigtig, og der er lufthavne i alle større byer. I den nordlige del af landet udgør vejen fra Bangui i Den Centralafrikanske Republik over Kisangani til Goma den vigtigste lastbilrute mellem Vest- og Østafrika. Også denne rute er i en elendig forfatning.

Hovedparten af befolkningen bor spredt i landbrugsområderne, de fleste i små landsbyer med under 500 indbyggere. Siden 1950 er bybefolkningen dog vokset kraftigt; alene hovedstaden, Kinshasa, voksede fra 250.000 i 1950 til over 4,7 mio. i 1994. I 1995 boede næsten 30% af befolkningen i urbane områder. I slutningen af 1990'erne medførte borgerkrigen store problemer med interne flygtninge. Samtidig flygtede mange væk fra byerne ud i landet for at få mad.

Etnisk er befolkningen sammensat af mange grupper, hovedparten er dog bantufolk. Desuden er der flere pygmægrupper og andre ikke-bantufolk som tutsierne langs grænsen til Rwanda og Burundi.

Læs mere om Den Demokratiske Republik Congo.