Operaen i Danmark gennemgik en afgørende fornyelsesproces fra begyndelsen af 1990'erne, i høj grad båret af en række nye, små kompagnier fordelt over hele landet.

Indtil slutningen af 1980'erne var Det Kongelige Teater (med rødder helt tilbage til 1600-tallet) og Den Jyske Opera (oprettet 1947) stort set alene om at producere opera i Danmark. Der var også langt imellem nye operaer komponeret af danske komponister.

Nye operaer fra 1990'erne

Billedet ændrede sig markant i løbet af 1990'erne. Den vigtigste faktor i revitaliseringen af den klassiske musikdramatik i Danmark var de små kompagnier, som begyndte at se dagens lys fra slutningen af 1970'erne, men især i 1990'erne, ofte drevet af ildsjæle for meget små (og få offentlige) midler. Blandt de vigtigste var:

  • Musikteatret Undergrunden (i Århus, Odense, Furesø)
  • Den Anden Opera (i København, senere videreført som Plex og endnu senere som Københavns Musikteater),
  • Aarhus Sommeropera
  • Den Fynske Opera (i Odense)
  • Den Ny Opera (i Esbjerg)
  • Nordjysk Operakompagni (i Aalborg)
  • Opera i Midten (Holstebro; oprindelig Musikdramatisk teater i København)

Disse kompagnier gav danske komponister mulighed for at prøve idéer af og få små og store værker opført. Unge sangere og instruktører tog de første skridt i karrierer, som ofte blev internationale og bemærkelsesværdige (Kasper Holten, nu chef for Det Kongelige Teater, er et godt eksempel).

Aalborg har haft en operafestival siden 2001, København siden 2009. De fleste af kompagnierne lever i bedste velgående, nye kommer til, og de leverer fortsat nyt og vedkommende musikteater, herunder ny dansk musikdramatik.

Mange af kompagnierne er organiseret i Danske Ensembler, Orkestre og Operainstitutioner (DEOO).

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig