Daniel arap Moi var en kenyansk politiker. Han var Kenyas præsident fra 1978 til 2002.
Moi, der tilhørte kalenjinstammen, var uddannet lærer. Han blev i 1950'erne involveret i politik og i 1960 formand for oppositionsbevægelsen Kenya African Democratic Union (KADU). Han var undervisningsminister fra 1961 til 1962 og minister for lokalt selvstyre fra 1962 til 1964; medlem af Kenya African National Union (KANU) fra 1964. Moi var dernæst indenrigsminister i årene 1964-1967 og vicepræsident fra 1967 indtil Jomo Kenyattas død i 1978. Herefter blev han valgt til præsident.
I 1990'erne blev Moi kritiseret for sit autoritære styre og for brud på menneskerettighederne, og han blev af oppositionen set som årsag til, at urolighederne i Kenya voksede, på trods af at demokratiseringen i landet blev øget. Ved valget i december 2002 kunne Moi ikke stille op, og han afløstes som præsident af den hidtidige oppositionspolitiker Mwai Kibaki.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.